Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale, der allerede fra 1. januar 2025 skal styrke lægedækningen i de områder af Danmark, hvor behovet er størst, men behovet for nye læger vurderes dog ikke at være til stede i Sønderborg Kommune.
”Som jeg læser aftalen, er det en deludmøntning af den samlede plan for flere læger til yderområderne, som her og nu – og det kommende halve år – skal sikre, at de absolut dårligst stillede områder af Danmark i forhold til lægedækning tilgodeses. Den kategori hører Sønderborg Kommune heldigvis ikke ind under, og derfor synes jeg, at delaftalens prioritering er rimelig,” siger Didde Lauritzen, formand for sundhedsudvalget.
Udvalgsformanden oplyser til SønderborgNYT, at hun er optaget af aftalens mere langsigtede målsætning, når flere speciallæger i yderområderne skal tilføres. Her må og skal Sønderborg Kommune være et af de områder, som bliver tilgodeset:
”Vi har behov for flere læger i Sønderborg Kommune, både i Sønderborg by og i flere af lokalområderne og det har mit og sundhedsudvalgets meget store fokus at sørge for, at alle borgere har adgang til en praktiserende læge,” siger Didde Lauritzen.
Sønderborg Kommune har sammen med Region Syddanmark og en række sydjyske kommuner sendt et opråb til regeringen, fordi den plan for nye lægekapaciteter, som blev fremlagt med sundhedsreformen, netop ikke tilgodeså Syddanmark overhovedet.
”Det, jeg er mest optaget af, er derfor, at vi bliver hørt i den sag, og at netop Syddanmark og Sønderjylland bliver ét af de områder, hvor vi i fremtiden får brug for, at der kommer flere praktiserende læger og speciallæger generelt,” siger Didde Lauritzen og fortsætter:
”Endelig har vi i Sønderjylland været fremsynede og har allerede på tværs af de fire kommuner, Sygehus Sønderjylland og regionen igangsat en fælles, målrettet indsats for at få flere alment praktiserende læger til at slå sig ned i de sønderjyske kommuner.”
Det samarbejde har udvalgsformanden store forhåbninger til og Didde Lauritzen tror på, at kombinationen af bosætningsindsatser i kommunerne, regionens rekrutteringsindsatser og de kommende praktiserende lægers ekspertviden er vejen til at sikre lægedækningen i Sønderborg Kommune også i fremtiden.