Når byrådet mødes på onsdag, skal de lokale politikere endnu engang tage stilling til, hvordan den videre proces skal forløbe i forhold til belysningen af Sønderborg Slot. Men hvad er op og ned i sagen, og hvad er status på belysningen omkring Sønderborg Slot? Det forsøger vi at besvare her.
Sønderborg Slot har gennem de seneste år været genstand for et stort belysningsprojekt, der både skulle fremhæve slottets historiske arkitektur og forbedre områdets funktionsbelysning. Fase 1 af projektet blev afsluttet med den første tænding af slottets nye facadebelysning den 10. februar 2022.
En central del af projektet – pullertbelysningen langs stien, der forbinder strandpromenaden med slotskajen – blev dog aldrig realiseret.
Årsagen var, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke kunne give den nødvendige dispensation til denne del af projektet. For at sikre en hurtig implementering blev projektet opdelt i to faser.
Fase 1 omfattede facadebelysningen og funktionsbelysningen, som nu er gennemført, mens fase 2 – stibelysningen – blev udskudt i håbet om senere godkendelse. Siden afslutningen af fase 1 har Sønderborg Kommune flere gange forsøgt at få fase 2 godkendt, men Slots- og Kulturstyrelsens praksis på området har vist sig ufravigelig.
Pullertbelysningen kan ikke realiseres inden for de eksisterende rammer, da styrelsen ønsker at se belysningsløsningen som en del af et større helhedsprojekt for slotsområdet.
Styrelsen har dog tilkendegivet interesse for et sådant helhedsprojekt, som både kunne omfatte adgangsforhold, formidling og belysning. Sønderborg Kommune, Museum Sønderjylland og Slots- og Kulturstyrelsen har tidligere samarbejdet om at undersøge mulighederne for en samlet plan, blandt andet via georadarundersøgelser på området.
Projektet er imidlertid ressourcekrævende, og styrelsen har i øjeblikket prioriteret andre opgaver. Der er derfor ingen klar tidshorisont for, hvornår et helhedsprojekt kan realiseres.
På mødet den 4. december 2024 besluttede Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab at afvise forvaltningens anbefaling. I stedet ønsker udvalget en ny beslutningssag, der fokuserer på muligheden for funktionsbelysning på slottets vestlige side, baseret på en fornyet dialog med Slots- og Kulturstyrelsen.
Økonomiudvalget behandlede sagen den 11. december 2024 og støttede Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskabs anbefaling om yderligere undersøgelser og dermed fortsætter arbejdet med at undersøge mulighederne for den fremtidige belysningen omkring Sønderborg Slot.
Det skriver Sønderborg Kommune i indkaldelsen til onsdagens byrådsmøde.