Benniksgaard Golf Klubs mindeord for Robert Norberg

Mindeord for Robert Norberg.
Mindeord for Robert Norberg.
4. marts 2024 Gråsten Skrevet af: Redaktion

Fredag den 1. marts blev ikke den dag, vi havde regnet med. Robert Norberg, vores afholdte greenkeeper, der på den første forårsdag så frem til at sætte de nye robotter i gang med klipningen og klargøringen af banen, døde desværre på tragisk vis af en blodprop i lungerne, inden dagen begyndte. Robert blev kun 52 år.

Robert Norberg var en dygtig og meget afholdt greenkeeper, kollega og ven, der gennem mere end 15 år har haft sin gang i Benniksgaard Golf Klub. Han er født og opvokset i Sverige og fik i 2008 i forbindelse med at hans gode ven Frederik Engström blev ansat som greenkeeper i klubben, tilbuddet om at komme med og arbejde som mekaniker i golfklubben.

Robert Norberg fandt interesse i at pleje golfbanen og fik tilbudt og tog uddannelsen som greenkeeper i de følgende år. Hans venlige, friske og festlige væsen gjorde, at han hurtigt fandt nye venner, ikke kun blandt golfspillere, men også ved at dyrke andre sportsgrene, blandt andet bowling som han igennem hele sin opvækst havde dyrket og konkurreret i på højeste niveau i Sverige.

Efter ejerskiftet i 2011 fortsatte Robert Norberg sin ansættelse som mekaniker, og i 2013 blev han forfremmet til stillingen som chefgreenkeeper i klubben. Han var en naturlig og vigtig part i klubbens overtagelse af golfbanen i 2018 og har fra start været klubbens mand, har viet sit liv – det professionelle og det private, til jobbet og klubben. Han var altid tilgængelig, var på 24-7 i sæsonen og altid med en venlig og smilende imødekommenhed.

Med Robert Norberg ved roret har banen udviklet sig til en af de bedste i området. Han satte en stor ære i, at greens og fairways altid stod bedst muligt. Han har haft svære betingelser. Banen ligger på en fed lerjord og mange periode med meget vand både i og uden for sæsonen har givet udfordringer at kæmpe med. Hans evne til at håndtere svære situationer kom ofte på prøve, specielt med de ødelagte greens vi på værste vis oplevede i slutningen af sidste år.

Her viste han handlekraft og var løsningsorienteret og på bedste vis red han stormen af, sådan at vi til denne sæson igen kan forvente flotte greens. Desværre får han ikke selv lov til at modtage anerkendelsen herfor. Robert Norberg døde lige da alt det, han elskede, årets højdepunkt: Sæsonopstarten, skulle sættes i gang.

Vi er alle stadig meget chokeret over, at Robert Norberg ikke er her mere. Vi vil savne hans charmerende svensk-danske sprog og sjove bemærkninger. Hans entré på banen og i klubben, i arbejdstøj med høreværnet skubbet op i panden og smil på læben. Vi håber, at han har det godt, hvor han er nu. Det har han fortjent.

Æret være Robert Norbergs minde.

1. maj 2024 Politik, Sønderborg

Borgmesteren holdt en 1. maj-tale om velfærd og krig

1. maj 2024 Politik

Gennem årene er der sat spørgmålstegn ved, om der er brug for en kampdag eller en kamp. Har vi ikke opnået stor velstand og fået et godt velfærdssamfund? Er der noget at kæmpe for som socialdemokrat eller som fagforening? Sådan indledte borgmester Erik Lauritzen sin 1. maj-tale fra talerstolen ved FH Sønderjyllands 1. maj-arrangement i […]

Læs mere...