Æresgæsten ved Borgerforeningens kongeskydning 2022 i Sønderborg på lørdag er tidligere minister Benny Engelbrecht.
Socialdemokraten Benny Engelbrecht har været medlem af Folketinget siden 2007 og er udnævnt til minister to gange. Først var han skatteminister i regeringen med Helle Thorning-Schmidt fra 2014-2015 og transportminister i Mette Frederiksens regering fra juni 2019 til februar 2022. Ved siden af det politiske arbejde synger og spiller Benny Engelbrecht. Han har bl.a. været forsanger i bandet Benny and the Black Ties, skriver Borgerforeningen.
Borgmester, Erik Lauritzen og æresgæsten Benny Engelbrecht står på trappen ved rådhuset ved lørdagens markedsdage kl. 11.30 og tager imod skyttebrødrene.
Foruden skyttebrødrene, æresgæsten og borgmesteren deltager næstformanden i kulturudvalget, Thomas Worm Larsen, og formanden for Sønderborg Skyttekreds, Jimmy Illner, i den efterfølgende skyttefrokost.
Sønderborg Garden er som sædvanlig med, når Skyttelauget marcherer gennem byen til Rådhuset. Også i år deltager sækkepibe-orkesteret Green Forest Pipe Band.
Skyttebrødrene begynder festdagen med morgenkaffe ved skyttekredsens skydebaner på Kær Vestermark. Sidste års skyttekonge, Freddy Grøndahl, tager imod. Efter en kort morgenkaffe er der kongeskydning med efterfølgende kåring af årets skyttekonge, som dekoreres med det over 400 år gamle kongeskjold.
Skyttekongen bliver hyldet efter kongeskydningen og ved march gennem byen.
Skyttebrødrene bliver derefter kørt til Mølleparken, hvor flaget hejses på Borgerforeningens flagstang. Fra Mølleparken går optoget kl. 11.10 med den nye skyttekonge i spidsen til modtagelse på rådhuset. Præcis kl. 12.00 uddeles foran Rådhuset årsmedaljer, inden turen igen går op igennem gågaden med fuld musik.
Kongeskydningen foregår på Skyttekredsens 50 meter baner på Kær halvø, og fra kl. 13.15 afvikles den traditionsrige skyttefrokost i Kulturhuset – Skyttehuset i Skovhuse.
Jagthornsblæsere tager imod skyttebrødrene ved Skyttehuset.


















