Bente Rey: Handicappede vil også gerne tæt på vandet

18. marts 2016 Sundeved Skrevet af: Ole Kæhler

Formand Bente Rey skriver på vegne af Danske Handicaporganisationer:

Nu er foråret på vej. Det er ganske sikkert. De seneste dage har solen rigtig slået igennem og lokket os alle ud i haven, ud i naturen eller ned til vandet.

Ramper som denne gør det muligt for handicappede og gangbesværede at komme tæt på vandet.

Ramper som denne gør det muligt for handicappede og gangbesværede at komme tæt på vandet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her på vores dejlige ø har vi det hele – både skov og vand. At komme rigtig tæt på vandet og mærke havduften helt tæt på er imidlertid ikke muligt for alle borgere.

Den gruppe jeg tænker på, er borgere med et bevægelseshandicap – det være sig borgere med rollator, borgere i kørestol eller måske blot borgere, for hvem benene ikke er, hvad de har været og for hvem underlaget er helt afgørende for at kunne færdes.

I Danske Handicaporganisationer – som er en paraplyorganisation for 32 handicapgrupper – forsøger vi at forbedre og udbygge mulighederne for borgere med et handicap.

Artiklen fortsætter under annoncen

For nylig kom jeg et sted, hvor en slags rampe af træ muliggjorde, at også bevægelseshæmmede borgere kunne komme helt tæt på vandkanten. Det var for mig en ganske særlig oplevelse. På billedet her kan I se, hvad jeg mener.

Danske Handicaporganisationer vil gerne opfordre politikerne til at sætte lignende ramper op på udvalgte steder i kommunen – alt med det sigte, at alle borgere derved får mulighed for at komme helt tæt på vandet.

Det ser vi som en meget overkommelig investering – samtidig med, at det vil være en udgift som på mange måder tilgodeser mange borgere. Dertil kommer, at turisterne naturligvis også vil føle sig ”taget godt imod” og på den måde kommer investeringen hele den kommunale økonomi til gode.

Artiklen fortsætter under annoncen

En god handicappolitik og en god politik overfor dårligt gående og unge med barnevogne er samtidig en god turistpolitik. Den sammenhæng giver god mening for en investering i nogle ramper over sandbredden til vandkanten.