Beretning fra den første øveaften på egnsspillet Hertuger og Husmænd

Første øveaften. Foto: Jørgen Christian Clausen
Første øveaften. Foto: Jørgen Christian Clausen
23. februar 2023 Kultur Skrevet af: Redaktion

Knap 50 personer var samlet på Det lille Teater i Ladegårdskov til første øveaften på egnsspillet Hertuger og Husmænd – Historien om Fiskbæk.

Den kunstneriske kraft, instruktøren Kristian Hald, bød velkommen sammen med sin organisatoriske højre hånd, Inger Jacobsen. Instruktøren udtrykte sin uforbeholdne glæde over, at alle var mødt op til tiden, og at der var så mange børn, som gerne ville prøve kræfter med teaterkunsten, skriver skuespiller Jørgen Christian Clausen i sin personlige beretning af den første øveaften.

Artiklen fortsætter under annoncen

Første aften startede med sammenrystning af hele flokken – tryghed ved sine medspillere er en forudsætning for at det fungerer på scenen. Vi blev stillet op i rundkreds i teatersalen, hvorefter vi en efter en skulle tage et par skridt ind i kredsen og sige vores navn. Samtidig skulle vi udtrykke en attitude med kroppen, typisk ledsaget af fagter med hænderne.

Dernæst blev vi sat til at bevæge os imellem hinanden på gulvet og instrueret i 3-4 lege i bevægelse.

I pausen blev der taget mål til kostumer i skolestuen i den gamle skolebygning og aftenen sluttede med en læseprøve. Siddende i rundkreds med rollehæftet skiftedes vi til at læse op, lægge stemme til rollerne for at få den første fornemmelse af stykkets indhold.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og det bør nævnes, at instruktøren ønsker sig nogle flere unge mænd i alderen 20 – 60 år. Så man kan stadigvæk nå at komme med på holdet – og det er en oplevelse for livet.