Bestyrelsen i Gråsten Handel skal have en snak om Rema 1000s byggeplaner

8. februar 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

I langt de fleste byer bliver indbyggerne kede af det, når der er butikker, som lukker – og de bliver glade, når der åbner nye – men i Gråsten satte Gråsten Handel med formand Gunnar Hattesen i spidsen, sidste år en midlertidig stopper for, at Rema 1000 kan bygge en ny butik ved Ulsnæscentret.

“Det seneste, som jeg har hørt i sagen er, at Gråsten Handel, som har fået ny formand, ikke længere vil lægge forhindringer i vejen for Rema 1000, men om de kan og vil trække klagen tilbage fra Planklagenævnet ved jeg ikke”, siger Hanne Alnor fra Gråsten, som har skrevet om sagen på Facebook.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den nye formand for Gråsten Handel, Kim Stokholm, som er forpagter af værtshuset Tinsoldaten, siger til SønderborgNYT, at klagesagen over Rema 1000-byggeriet, er en træls sag, som den nye bestyrelse har arvet fra den tidligere bestyrelse.

“Jeg kan ikke bare lige sige, vi vil prøve at trække klagesagen tilbage. Som jeg ser sagen, så handler det ikke bare om, hvorvidt vil have Rema 1000 til Gråsten eller ikke. Det handler også om beliggenhed og på et møde i løbet af ugen, så vil vi tage en snak om sagen i bestyrelsen for Gråsten Handel”, siger Kim Stokholm til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortæller videre, at tingene sjældent er enten sorte eller hvide.

“Det er mest i debatterne på de sociale medier, at det er sådan. I den virkelige verden er der masser af nuancer”.

Rema 1000 har på ingen måde opgivet at bygge ved siden af Hebru i Gråsten. Thomas Kjeldsen fra Rema 1000 fortæller til SønderborgNYT, at de venter på Planklagenævnets afgørelse.