Forestil dig at vandre ad snoede stier, mens du lytter til en fortælling, der udspiller sig netop der, hvor dine fødder betræder jorden. Det bliver snart virkelighed i Sønderborg, hvor biblioteket med støtte fra Villum Fonden er i gang med at udvikle et nyt projekt, der kombinerer litteratur og natur.
Med en bevilling på 500.000 kroner fra Villum Fondens pulje ‘Dagslys og frisk luft’ lancerer Biblioteket Sønderborg i sommeren 2026 projektet ‘Litterære lydvandringer’. Her inviteres både lokale og turister ud på nøje udvalgte ruter i det sønderjyske landskab, mens de lytter til nyskrevne fortællinger, der er skabt specifikt til de steder, man bevæger sig igennem.
Fortællingerne er skrevet af medlemmer fra den lokale forfattergruppe Forfattergruppen Alssund, som blandt andet tæller navne som Karsten Skov, Linda Lassen og Tabea Petersen. Deres opgave er at lade naturen diktere både indhold og form – en litterær øvelse, hvor landskab og tekst flettes tæt sammen.
Projektet byder på ruter i forskellige længder og sværhedsgrader – fra korte og lettilgængelige ture til længere, mere krævende strækninger i kuperet terræn. På den måde rammer initiativet bredt: det henvender sig både til dem, der søger litterære oplevelser, og dem, der nyder at være aktive i naturen, skriver Biblioteket Sønderborg i en pressemeddelelse.
Selvom lanceringen først sker i 2026, er arbejdet allerede godt i gang. Den 24. marts 2025 deltog forfatterne i en inspirationsworkshop hos Naturvejlederne Sønderborg, som er en aktiv samarbejdspartner i projektet. Her blev de introduceret til lokalområdets skjulte perler og fik idéer til, hvor deres fortællinger kan tage form.
I løbet af foråret følger flere workshops, hvorefter skriveprocessen går i gang. Når teksterne er færdige, skal de gennem en teknisk produktion med lyddesign og oplæsning, så de bliver klar til at følge publikum ud i landskabet.
















