Det var en helt almindelig køretur hjem efter et møde torsdag aften for Carsten Christiansen fra Broager, men turen udviklede sig til en oplevelse, der både efterlod ham chokeret og frustreret.
På Omfartsvejen ud for brandstationen ramte han et dyr.
“Jeg påkører et stort dyr, jeg formoder det var en grævling, på Omfartsvejen, og jeg kører tilbage for at fjerne dyret, som stadig ligger midt på kørebanen. Jeg er ikke sikker på, om det er dødt, og vil ikke nærme mig dyret”, fortæller Carsten Christiansen til SønderborgNYT.
Situationen gjorde ham usikker, da dyret lå på vejen, og han vidste ikke, om det stadig var i live. Samtidig tænkte han på, at andre bilister kunne komme kørende.
Derfor begyndte han at ringe efter hjælp.
“Jeg ringer 114, men her fik jeg at vide, at det ikke var deres område, og de bad mig ringe 1812 i stedet. Det gør jeg så og får at vide, at hvis dyret er dødt, skal jeg ringe til Falck”.
Men heller ikke der fandt han en løsning.
“Falck kan ikke hjælpe, da Sønderborg Kommune ikke har nogen aftale med Falck”, får han oplyst, og til sidst prøver han at finde et telefonnummer på Sønderborg Kommunes hjemmeside.
“På kommunens hjemmeside finder jeg et telefonnummer til Den Fælles Vagtcentral under ’Giv et praj’ og ringer til det oplyste telefonnummer, men nummeret er ukendt”, siger Carsten Christiansen.
Efter flere opkald stod han stadig alene med situationen.
“Frustreret og stadig chokeret efter påkørslen efterlader jeg dyret og kører hjem.”
Oplevelsen satte sig i ham, fortæller han. Tankerne kredsede både om dyret og om de bilister, der kunne komme bagefter.
“Stakkels dyr, og stakkels næste bilist, som måske påkører samme dyr”.
Og oplevelsen fik ham til at stille et spørgsmål, som stadig fylder hos ham.
“Hvad skal vi med alle de nødlinjer, når de alligevel ikke hjælper”, siger Carsten Christiansen.
Han valget at kontakte Sønderborg Kommune igen, og her lykkedes det at komme igennem:
”Jeg fik ringet til Den Fælles Vagtcentral, efter jeg kom hjem, og de fik samme historie. De lovede at tage sig af dyret, og i dag kan jeg se, at det er blevet fjernet, da jeg kørte hjem fra arbejde i dag, fredag”.
Hos Sønderborg Kommune erkender man, at der var en fejl på hjemmesiden. Presseansvarlig Morten Jacobsen oplyser, at telefonnummeret til vagtcentralen ganske enkelt ikke var blevet opdateret.
“Nummeret er desværre forkert og er ikke blevet opdateret. Det er blevet opdateret til 88 72 41 10, som er vagtcentralens nummer, der er bemandet 24-7”.
Morten Jacobsen forklarer samtidig, hvordan proceduren normalt er, når et dyr bliver fundet dødt på vejen.
“Aftalen her i Sønderborg er, at en anmeldelse om et dødt dyr går til vagtcentralen, der herefter aktiverer Entreprenørafdelingen, som henter dyret. Dyret bliver afleveret hos naturvejlederne på Kær Vestermark, hvor det bliver brugt til undervisning”.
Funktionen ’Giv et praj’ har samme funktion, og kommunens presseansvarlige oplyser, at et dødt dyr ikke er en akut opgave, hvorfor man kan anvende Giv et praj.
Hvis dyret stadig er i live, er det en anden instans, der skal kontaktes, fortæller Morten Jacobsen:
“Sønderborg Kommune hjælper med døde dyr – dyr der stadig er i live håndteres af Dyrenes Beskyttelse på 1812, som også står beskrevet på vores hjemmeside.”
Telefonnummeret er nu blevet rettet, så borgere fremover kan få fat i vagtcentralen. Samtidig opfordrer Sønderborg Kommune borgere til at følge instrukserne på hjemmesiden – som du kan læse her.





















