Finn Andersen, Haarby, skriver:
På baggrund af den helt katastrofale situation, som Region Syddanmark har bragt ambulanceområdet i, må det være på høje tid, at råbe hele arbejdsmarkedet op.
Når man, som her, med et offentligt udbud i hånden, kan knægte og tilsidesætte alle regler, kan man kun frygte konsekvenserne for alle lønmodtagere i fremtiden.
Her understøtter nogle politikere BIOS, der helt åbenlyst ikke kan opfylde en kontrakt. Det er et firma uden det ringeste kendskab og uden respekt for det danske arbejdsmarked og så har BIOS en komplet uansvarlig ledelse, der øjensynlig er i opløsning. Et firma der kører egne medarbejdere og politikerne rundt i manegen.
Hvis det her bliver fremtiden, kan alle godt begynde at frygte for både løn og arbejdsvilkår, men i høj grad også, om vigtige samfundsanliggender kommer til at lide uoprettelige skade, når politikerne agerer så uansvarligt.
Nu er der vel snart ikke flere “fixfaxerier” som politikerne kan iværksætte, for at redde dette kuldsejlede projekt, der lige nu virker pinagtigt. De store besparelser, som politikerne bildte os ind, der skulle være, er da for længst væk. Rent faktisk rammer “BIOS-projektet” den pris som Falck kom med i udbuddet, når man indregner bod, reguleringer mv.
Den pris som fik nogle politikere til at kalde Falck grådige og alt for dyre. Skulle måske nok snarere have sagt, mere realistisk.
Så kære politikere, se jer i spejlet og spørg jer selv: Kan jeg blive ved med at tage ansvaret for det her?
Redaktionen:
Den bod, der omtales er en bod, som BIOS skal betale til Region Syddanmark og ikke penge, der skal på fra regionskassen, hvilket gør, de ikke kan regnes som en prisstigning på aftalen med BIOS.