Finn Andersen, Haarby, skriver:
Hovedparten af Region Syddanmarks politikere er en skændsel for demokratiet og Venstre en skamplet. Jeg ved det er stærke ord, men jeg synes, de er velvalgte, når man ser på regionens ageren i almindelighed og håndteringen af ambulanceudbudet i særdeleshed.
Når jeg ser en af hovedarkitekterne bag det famøse udbud, formand for det præhospitale udvalg Thyge Nielsen udtale til pressen, at det er gevinst for ambulanceområdet, ikke alene i Region Syddanmark, men på landsplan, så jeg bliver sgu’ arrig.
At gå fra at have en byder på ambulanceopgaven, der opfyldte alle punkter i udbuddet dvs. alle reddere, ambulancer og beredskaber, alle ST-biler, alle paramedicinerbilerne, overholdelse af overenskomster, arbejdsmiljølov, love og regler generelt, højt fagligt niveau med kontinuerligt gennemført vedligehold af alle kompetencer, komplet stationsnetværk, økonomisk stærk og ville uden problemer kunne betale evt. boder, stabil samarbejdspartner med stort knowhow og til et på alle måder amputeret ambulance setup, med en operatør uden hverken driftsmæssigt eller økonomisk formåen, ja nærmest det modsatte af stabilitet, virke jo fuldstændig grotesk.
Thyge Nielsen bruger også nærmest skamløst økonomiske sammenligninger af ambulancebud fra Falck på tværs af regionerne, velvidende, at det slet ikke er samme vare vi taler om, som grundlag for udtalelser om generelle prissænkninger. Thyge Nielsen ved jo slet ikke hvad et ambulance-setup indeholder, hvordan det fungere og hvad det koster, da man aldrig har gennemført et kontrolbud. Så er det vel toppen af arrogance, bare at sige Falck er for dyr!
Fakta er, at Thyge Nielsen har medvirket til den største redderflugt og det største kaos på ambulanceområdet i Danmarkshistorien. Fakta er også, at den skæbnesvangre beslutning med at lade en underbyder og uprofessionel operatør komme på banen i Region Syddanmark, har hvis jeg skal være rigtig rar medført stagnation, hvis jeg skal være realistisk, medført regulær tilbagegang.
Både hvad angår forsyningssikkerhed, stabilitet, uddannelse og kompetanceniveau, udviklingsmæssigt og ikke mindst økonomisk.
Så Thyge Nielsen, du og Bios har ikke reddet Middelfart og Nyborg sygehus og forhindret en masse nedskæringer og andre fortrinligheder. I har i fin samklang, efterladt et helt område i kaos og det kommer borgerne til, at lide under og betale for.