Den 5. november går USA til valg, og den 20. januar 2025 indsættes den nye præsident. I en tid, hvor politik er blevet global, har udfaldet af det amerikanske valg vidtrækkende konsekvenser langt ud over USAs grænser. Vil præsidentposten forblive i demokraternes hænder, eller vil vi se et comeback til Donald Trump? Med sin nye bog, Kampen om Det Hvide Hus, fra 2024 vil Anders Agner Pedersen kaste lys over den igangværende valgkamp og sætte den i relation til tidligere afgørende valg i amerikansk historie.
I sit foredrag på biblioteket i morgen, torsdag, klokken 19, tager forfatteren udgangspunkt i de store øjeblikke, der har formet amerikansk politik – fra radioens gennembrud som politisk medie til Donald Trumps kontroversielle forsøg på at omgøre sit valgnederlag. Med sin skarpe analyse og brede historiske forståelse giver Anders Agner Pedersen publikum et fascinerende indblik i, hvordan de store valgkampe gennem tiden har haft betydning for USAs rolle i verden.
Anders Agner Pedersen er kendt for sine indsigtsfulde bøger om amerikansk politik, herunder Kennedy: Historien om USAs største politiske dynasti og Kennedy-brødrene. Hans ekspertise gør ham til en af landets førende formidlere af amerikanske forhold, skriver biblioteket.
Kom og bliv klogere på, hvordan USAs politiske historie spiller en afgørende rolle i den verden, vi lever i. Foredraget er en oplagt mulighed for alle, der interesserer sig for internationale relationer, historie og det kommende præsidentvalg.


















