Bliver Broager Skole mon kåret som landets bedste arbejdsplads?

4. november 2016 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Der er rigtigt mange folkeskoler og skolelærere, der har været hårdt pressede, dengang Christianborgpolitikerne stemte skolereformen og reglerne for lærernes arbejdstider igennem.

“Og vi følte os også pressede her på Broager Skole, men vi gjorde åbenbart noget anderledes end andre skoler”, siger skoleleder Claus Brink Christensen til SønderborgNYT. Og det, som Broager Skole gjorde anderledes betyder, at skolen nu er med blandt de tre nominerede arbejdspladser, der kan få en miljøpris i kategorien: Det gode samarbejde om arbejdsmiljøet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Dengang reformen og alt det andet kom rullende, så delte vi tingene op. Der var meget af det, der kom, som vi ikke kunne gøre noget ved – og så var der en del, hvor vi kunne gøre noget. Vi satte fokus på den sidste del og fik tingene til at køre”, siger skolelederen. På den måde blev der brugt energi på at forandre og ikke på at sidde og knurre.

Roser fra Arbejdstilsynet

Et par år efter skolereformens indtog tog Arbejdstilsynet rundt på landets folkeskoler.

“Rigtigt mange skoler fik et strakspåbud på grund af arbejdsklimaet, men vi fik at vide, at vi havde det rigtigt godt”, siger Claus Brink Christensen, der straks greb den bold, som blev kastet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg spurgte Arbejdstilsynet, om de ikke ville undersøge, hvorfor det gik så godt hos os. Vi vidste selvfølgelig, at vi havde det godt, men vi vidste ikke, hvad der havde gjort, at alt blev så godt”, siger skolelederen.

Og Arbejdstilsynet lavede en gennemgang af den rigtigt gode arbejdsplads.

“Jeg synes da, det er vigtigt for os at vide, hvilke tiltag, det er, der har virket og sådan en analyse kan jo inspirere andre skoler”, siger Claus Brink Christensen, der sidst på måneden skal en tur til hovedstaden for at høre, om han er leder for den tredje-, anden- eller for den allerbedste arbejdsplads i Danmark.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Alene det at en folkeskole er med i slutspurten er jo helt fantastisk og det skønne er da, at på skoler, hvor lærerne trives, der lærer børnene rigtigt meget”, siger skolelederen.