Boganmeldelse: Værten i Brecklings Bogcafé anmelder Ole Frøslevs politiromaner

6. april 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det er de såkaldte små menneskers heltemod – den almene borgers levevilkår under den tyske besættelse 1940 – 1945 samt det danske politis enorme, utaknemmelig arbejde her anført af politiassistent Bjørner,  Ole Frøslev skildrer i sin krønike og politiroman-serie i syv bind, der udkom på Peoples Press i 2016.

Der er skrevet ufatteligt meget om besættelsen siden de grimme år  – men aldrig før så grundigt og hæderligt som  Ole Frøslevs neddæmpede – nærmest nænsomme  skildringer af hverdagslivet i København  – om det ’nøjsomme menneskes’ vilkår.  Her er ingen opgejlede melodramaer – vilde biljagter, men romaner der skildrer en tidsperiode med en dog hårrejsende realisme.  Men spændende er det dog – rigtig spændende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi møder den tids grumme og farlige forbrydere og det lige fra den berygtede morder, Profeten – Haltefanden og Gangsterpigen samt plattenslagere, svindlere og sortbørshajer – vi møder hele paletten af den tids afstumpede forbrydere, der bedrev deres uvæsen på bekostning af deres medborgere, der havde det svært nok i forvejen. Og politiet fik travlt – meget travlt – med flere drab begået af Hipoer. Hipoer som tyskerne fik løsladt lige så hurtigt, som disse forbrydere blev anholdt. og buret inde. Der er mange historier, Ole Frøslev får med i sin krønike – grumme må man sige – men også dejlige varme historier om del almene menneskes mod.  Enorme mod må man sige – under umulige vilkår.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og kan man i dag forestille sig at politiet rykker ud til et gerningssted på cykel? Nej, vel.

Jeg opfatter denne serie som en hyldest til det danske politi og deres store arbejde under krigen – og ofte udskældt i medier og biografier – efterfølgende. Det her er bare kvalitet hele vejen igennem.

Serien starter med titlen ’Den Grønne Bar’ efterfulgt af ’Hestetyven’ og i løbet af kort tid befinder man sig i en anden tidsperiode. Det er knageme mig godt gået af den, efter min mening, oversete forfatter Ole Frøslev.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men læs nu selv – der venter flere timers sober og spændende underholdning. Boghandleren har serien til spotpris fra kr. 100 til 129 kr. pr bind. Og det er da sandelig spotpris for at følge politiassistent Bjørner og hans kolleger på station 7 i de fem grimme år.

God fornøjelse.