Der blev i 1. halvår i år solgt 209 parcel- og rækkehuse i Sønderborg kommune, hvilket er 11 flere end året før, ligesom antallet af solgte ejerlejligheder steg fra 22 til 27 i samme periode.
Priserne på de handlede parcel- og rækkehuse ligger 740 kr. lavere pr. m² end året før og 2.129 kr. lavere pr. m² for ejerlejligheder.
Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
Liggedagene er for Sønderborg kommune som helhed kun svagt faldende og ligger i alle postnumre, undtagen Broager, over den seks måneders salgsperiode, der i ”Bekendtgørelse om realkreditinstitutternes værdi-ansættelse og låneudmåling” om ansættelse af pantets værdi, der ikke må overstige ejendommens rimelige kontante handelsværdi, der er opnåelig inden for en salgsperiode af seks måneder
Godt nyt for Nordborg og Augustenborg
I Nordborg tog priserne en markant drejning i 1. halvår med en stigning i priserne på ikke mindre end 1.757 kr. pr. m² for parcel- og rækkehuse svarende til en stigning på 37,09 pct. til 6.493 kr./m². Augustenborg kan tilsvarende glæde sig over en stigning på 1.033 kr./m² til 7.356 kr./m² svarende til 16,33 pct.
Det er dog stadig muligt at blive husejer i Sønderborg kommune til særdeles konkurrencekraftige priser, når man sammenligner priserne med gennemsnittet i Sønderjylland.