På onsdag går næste fase af genåbningen af Danmark i gang, og denne gang er blandt andet butikscentre i størrelsen som Borgen Shopping omfattet.
Det betyder, at alle butikker igen kan besøges i centret, naturligvis med alle de sædvanlige og gældende restriktioner for dette. Men vi er jo efterhånden godt bekendt med at der skal bæres mundbind indendørs, samt holdes god afstand, og dertil vil der i centret være håndsprit og opdeling af gangretningen for centrets besøgende.
”Vi har sammen med de butikker der har været nedlukket siden før jul set frem til denne genåbning, og alle glæder vi os til igen at hilse på vores mange kunder. Dertil kommer at vi jo faktisk har fået to nye butikker ind i centret her under nedlukningen, så vores genåbning bliver også et goddag og velkommen til The Burger Concept der åbner med ”take away”, samt Als Risteri, der har flyttet sit showroom fra byen og ind i centret”, siger centermanager Flemming Enghave i en pressemeddelelse.
”Nu venter vi at der fra den 6. maj også igen må siddes ned på vores café- og restauranter, som fortsat kun må sælge take away og vi venter ikke mindst på at Kinorama igen kan besøges. I øvrigt er der også nogle nye strammere regler for ophold i centre som vores, der gør, at vi skal fjerne alle de tilgængelige siddepladser i centret, men de vil naturligvis komme frem igen, når det bliver muligt. Lige nu glæder vi os bare så meget over, at hverdagen bliver lidt mere, som vi kendte den og håber på forståelse for de manglende siddepladser”.

















