Borgerne er hørt – nu skal der ske noget på Nordals

11. juni 2020 Nordborg Skrevet af: Ole Kæhler

Selv om interessen tegnede stor, kom der kun to forslag til byudvikling, da der blev åbnet for at søge om penge fra bystrategi-puljen i Nordborg-Havnbjerg.

De to forslag er til gengæld ambitiøse og vil nu indgå i det arbejde, som Sønderborg Kommune tager fat på sammen med Udviklingsforum Nordals. Opgaven er at udvikle og forskønne Nordborg.

”Vi er overraskede over, at der kun kom to ansøgninger, for interessen var engageret og stor på borgermøderne, og i Augustenborg og Broager modtog vi et tocifret antal ansøgninger. De to forslag fra Nordborg er til gengæld spændende og ambitiøse. Faktisk vurderer vi, at de er for store at løfte for en borgergruppe og derfor foreslår vi, at de indgår i arbejdet med en overordnet plan for Nordborgs bymidte, som Udviklingsforum Nordals i samarbejde med kommunen tager fat på”, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der kommer et ferieresort på Nordals, men andre ting skal også gøres bedre og mere interessante, så flere fristes til at besøge – eller flytte til – Nordals. Det har vi fokus på i udvalget”, siger Aase Nyegaard til SønderborgNYT.

De to ansøgninger er indsendt af henholdsvis en borgergruppe på syv og foreningen By&Miljø i Sønderborg Kommune. Borgergruppen har skitseret et projekt, de kalder ‘Nordborg Toldbod – mødestedet på Nordals’ og omfatter renovering og forskønnelse af den tomme Fakta-grund mellem Nordborg-Hallen og Storegade.

Artiklen fortsætter under annoncen

By&Miljøs forslag omfatter mere af Nordborg midtby med enkeltprojekter på Storegade og Holmgade, og ansøgeren foreslår, at der udarbejdes et forprojekt af et udvalg med medlemmer fra Nordborg Handel, By&Miljø og Sønderborg Kommune med kommunal projektledelse. By&Miljøs forslag omfatter også trafikregulering i flere gader, blandt andet at der ikke skal være biltrafik i Storegade.