Børnehavebørn lærer at passe på naturen

15. marts 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Fra den 18. marts til den 31. marts arbejder Naturskolerne sammen med tilmeldte børnehaver på at bekæmpe plastik i havmiljøet og med at lave affaldsindsamling i naturen.

Naturvejlederen tager ud til børnehaverne i Sønderborg Kommune.

Her laver naturvejlederen sammen med børnene science-forsøg, som skal illustrere og forklare hvad plastik er, hvordan det kan ende i havet, og hvorfor det ikke er godt, at vi har plastik i naturen.

Naturvejlederen har også skraldefisken Freddie med. Freddie er en kæmpe fisk lavet af net som “spiser” skrald. Naturskolerne sætter sammen med Freddie fokus på, at vi skal passe på vores natur. Smider vi affald i naturen risikerer vi, at det ender i vores fødekæde, og til sidst i vores egne maver, skriover Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

I kampagneperioden tager naturvejlederen og børnehaverne ud i naturen og samler affald. Når det er blevet undersøgt, sorteret og vejet lægges det i skraldefisken Freddie.

Der findes desværre meget affald i vores natur.

Ved den store landsdækkende affaldsindsamling i 2018 deltog 141.000 børn og samlede i alt 173 tons affald i naturen!

I år holdes den landsdækkende “Affaldsindsamling” søndag den 31. marts.

Du kan også tilmelde dig og være med til at hjælpe naturen.

 

Artiklen fortsætter under annoncen