Bostederne åbnes for besøgende

15. maj 2020 Samfund

Beboerne på kommunens sociale botilbud kan fra i dag, fredag, igen modtage besøg fra en til to faste besøgspersoner. Besøgene skal foregå udenfor på en gåtur eller på bostedets fællesarealer eller egne terrasser. Kun i helt særlige situationer kan besøgene foregå i beboerens egen lejlighed.

“Ventetiden har været lang for mange, og med genåbningen i dag fredag er jeg sikker på, det bliver en ekstra god weekend for dem, der nu kan genforenes med deres nærmeste.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har gennem hele forløbet haft fokus på at skabe mest mulig sikkerhed og tryghed både for beboere og ansatte og det fortsætter vi selvfølgelig med under den delvise genåbning for besøg. Der er en række hensyn, der skal tages og retningslinjer, der skal overholdes. Det føler jeg mig helt tryg ved, man håndterer godt og professionelt ude på de enkelte bosteder”, siger formand for Social- og Seniorudvalget Preben Storm i en pressemeddelelse.

Socialministeriets retningslinjer ligger til grund for de rammer, der bliver for besøgene. Ud over at beboerne skal udvælge sig en enkelt eller to faste besøgspersoner, skal der også være en til to meters afstand mellem de deltagende.

De besøgende opfordres til at begrænse besøgets længde, og personalet skal være med til at sikre rengøring af kontaktflader samt god håndhygiejne.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid! 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk