Bogcafévært Allan Breckling anmelder biograffilmen Toves værelse:
To mennesker der elsker hinanden, kan gøre hinanden så grueligen megen ondt, står der i et digt, som er udgivet af Viggo Stuckenberg og skrevet af hustruen Ingeborg. Så de digtere er ikke helt almindelige.
Det må man så også sige om Tove Ditlevsen, der åbnede dørene fuldstændig til sit privatliv med biografier som Gift og Vilhelms værelse, dengang hårrejsende og vedkommende biografier.
Nu er filmen om Toves og Victor Andreasens klamme og usunde forhold kommet – og man skal sandelig have gode nerver dernede i biografens halvmørke, hvor man følger disse to menneskers ondskabsfulde og mystiske had- og kærlighedsforhold.
Toves Værelse – som er en premierefilm i Kinorama i Borgen – er jo nærmest en gyser og man kan spørge sig selv – er det virkelig nødvendigt at komme så tæt på menneskers – forfatteres – private og intime liv- det er jo rent dyneløfteri. Det må det så være – fordi Tove Ditlevsen selv i sin samtid ikke lagde skjul på sit misbrug og sit enorme alkoholforbrug. For hvad skete der? Man gjorde et barn fortræd, som hun skrev og det barns fortræd skulle forfølge hende resten af livet. Også i ægteskabet med Victor Andreasen.
Det her er en fremragende film – grum – og man sidder der og er lammet over, hvad der foregår oppe på lærredet. Det er absolut rystende. Mange ser Tove Ditlevsen som et offer. Det tvivler jeg på, hun har været.
Hvis Paprika Steen ikke løber med alle statuetterne til de næste filmnomineringer vil det undre mig. Jeg bøjer mig i støvet for hendes pragtfulde præstation – jeg har aldrig set noget lignende siden ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ med Elisabeth Taylor – det er nærmest en overmenneskelig præstation, der definitivt gør Paprika Steen til landets største, nutidige skuespiller – i et fantastisk samspil med Lars Brygmann, der virkeligt bryder igennem som dansk filmskuespiller.
Se den – hvis I tør – og vid, at der er store chancer for at forlade biografen i total lammelse. Det gjorde min ledsager og jeg. Aldrig før har et kammerspil i dansk film været så både betagende og hårrejsende.























