Et bredt flertal i det syddanske regionsråd har i dag indgået budgetforlig om Region Syddanmarks 2016-budget. Der er enighed om at indarbejde en nettobesparelse på 200 mio. kr. i budgettet. Politikerne er også enige om først at pege på, hvor der præcis skal spares, når konsekvenserne af finansloven for 2016 kendes.
Da repræsentanter fra Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og løsgænger Holger Gorm Petersen tirsdag eftermiddag rejste sig fra forhandlingsbordet, var de enige om at indgå et bredt budgetforlig om Region Syddanmarks budget for 2016. Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer i det syddanske regionsråd bag forliget.
Forsat stigende udgifter til ny dyr medicin, genopretning af sidste års underfinansierede økonomiaftale samt faldende finansieringsandel betyder, at Region Syddanmark har behov for ekstra cirka 500 mio. kr. for, at indtægter og udgifter hænger sammen i 2016.
Eftersommerens aftale mellem regeringen og Danske Regioner betød kun ekstra 225 mio. kr. i realvækst til Region Syddanmark.
Eneste mulighed for at sikre balance i økonomien er at finde de manglende penge gennem besparelser. Regionsrådsmedlemmerne er derfor enige om at indarbejde en nettobesparelse på i alt 200 mio. kr. på sundhedsområdet fordelt på somatik og administration.
Hvor der præcis skal spares, vil politikerne dog først pege på, når de kender indholdet af finansloven for 2016.
Efter planen skal Region Syddanmarks budget for 2016 formelt vedtages på et ekstraordinært regionsrådsmøde onsdag den 7. oktober