Broager: Lang ønskeliste skal sætte kursen til fremtiden

25. september 2017 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag aften kunne borgerne i Broager skrive en ønskeseddel med alt det, som de drømmer om, Broager skal have at byde på i fremtiden – både til de mennesker, der bor i byen og til alle dem, der kommer på besøg.

“Bedre forhold for cyklister, altså væk med brostenene. Skilte skal vise vej til Gendarmstien. Musik i parken, en lille gruppe beboere, der byder tilflyttere velkommen – gerne med billetter til Cathrinesminde. Flere fælles arrangementer, der samler folk, bedre bustransport”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan lød nogle få af de ideer, der kom på bordet fra de godt 150 engagerede deltagere, som var troppet op i Broager Hallen, hvor borgmester Erik Lauritzen bød velkommen:

“Vi vil gerne have, at Broager er attraktiv og der er allerede en masse initiativer i gang flere steder i området. De skal ikke tromles ned, men med i en ny strategi”, siger borgmesteren.

Oplandet til Broager er dækket ind med landbylaug – og nu er det Broager by, der skal udvikles.

“I landsbylaugene har de lavet et grundigt og godt stykke arbejde og det skal der bygges videre på. Derfor skal der tænkes tanker, der løfter Broager by. De mange ideer og forslag tages med på Rådhuset og listes op, så vi kan præsentere dem for jer igen sidst i november på et nyt borgermøde”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når mødet i november er forbi, så lander forslagene i nogle arbejdsgrupper og de skridt, der tages derfra, kan man følge HER på Broagers egen hjemmeside.

Udviklingspolitikeren

Det er Stephan Kleinschmidt, som er formand for det udvalg, der står for kulturel og regional udvikling.

“Og vi støtter blandt andet bæredygtig vækst og forskellige områdeinitiativer. Her i Broager er der allerede mange gode ting i gang i oplandet. De skal ikke erstattes, men favnes i en samlet strategi for hele Broager”, siger Stephan Kleinschmidt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Egernsund kommer måske hjem igen

På et tidspunkt blev der talt om Egernsund, fordi nogle af deltagerne bor i Egernsund.

“Egernsund er med i Gråsten Forum, men faktisk er den jo en del af Broagerland, så nu tager vi en snak på Rådhuset og forvaltningen og tager stilling til, om den mon ikke skal flyttes hjem igen”, siger borgmester Erik Lauritzen.

Flere vigtige forslag

“I Broager mangler der et spisested. Vi skal styrke kulturen, have et aktivt forretningsliv og så vil vi nævne, at vi har succes med ringridningen, Kulturmåneden på Cathrinesminde og Gendarmstien”, lød meldingen fra et af bordene.

Artiklen fortsætter under annoncen

En deltager rejste sig og sagde, at hun meget gerne ser, at Broager bliver kendt for stilhed.

“Det er vigtigt med stilhed og fordybelse”.