Broager Pigespejder er klar til at byde nye velkommen

Spejdernes Lejr 2022. Foto: Broager Pigespejder
Spejdernes Lejr 2022. Foto: Broager Pigespejder
8. august 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

I sommerferien har Broager Pigespejder været på Spejdernes Lejr sammen med 32000 andre spejdere fra Danmark og udlandet. Det er utroligt at se sådan en kæmpe lejr blive bygget op i løbet af et par dage. Og mærke den gode stemning der var ved at være så mange spejdere samlet til bl.a. åbnings- og afslutningslejrbålet, men også på de store fælles aktiviteter hvor vi var op til 8.000 spejdere i gang på samme tid.

I løbet af lejren oplevede vi mange forskellige ting. Der var utrolig mange spejderaktiviteter som vi kunne prøve, bl.a. lavede vi mad på stormkøkken med fokus på at mindske madspild og bæredygtighed, smagte friturestegte fårekyllinger, overnattede i Roskilde Domkirke – hvilket var en meget speciel oplevelse, omdannede plastik – bøtter, gammelt legetøj mv. – til lejrsouvenirs, slap ud fra et escape – room/tent og spillede løgkroket. På lejren fik vi også brugt vores spejderfærdigheder og fik bygget vores egen lejrplads op.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det bedste på lejren var det sociale samvær med de andre spejdere og de mange nye spejdervenskaber, der blev skabt på kryds og tværs af spejdergrupper og lande. Lejren summede af energi og godt humør. Spejderne har fået en masse gode oplevelser og minder med hjem i deres rygsæk, skriver spejderne i en pressemeddelelse.

Nu er vi så klar til at byde en masse nye piger velkommen. Hos os er socialt samvær, fællesskabet og hyggen vigtige elementer samtidig med at spejderne lærer de forskellige spejderfærdigheder. Vi forsøger at skabe trygge rammer hvor der er plads til alle.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Broager Pigespejder lærer vi spejderne mange forskellige færdigheder såsom samarbejde, naturkendskab, bålmad og klar dig selv. Færdigheder som de kan tage med i deres ‘rygsæk’ på deres videre færd i livet.

Så har du en pige, der gerne vil være en del af det store spejderfællesskab, så er her muligheden.

Vores spejdersæson starter i uge 32 og vi holder spejdermøder på følgende dage: Mikro- (0. – 1.kl.) og minispejderne (2.-3.kl.) holder spejdermøde onsdag kl. 17:00 – kl. 18:30 og juniorspejderne (4. – 5.kl.) holder møde onsdag kl. 17:00 – kl. 19:00 og Tropsspejderne (6. – 9.kl.) holder møde om tirsdagen. Du har mulighed for at deltage i tre spejdermøder, inden du skal beslutte dig til at det er noget for dig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Spejderinteresserede må gerne kontakte os på forhånd, men er også velkommen til at møde op til et spejdermøde. Møderne holdes gerne i Spejderhytten ”Wigwam”, Tværvej 16 i Broager, medmindre andet meldes ud til spejderne.

Broager Pigespejder er en ren pigespejdergruppe i Det Danske Spejderkorps, og vi har spejdere i alderen fra 6 år og opefter.

Spejderne kan kontaktes på mail: [email protected] eller Tina: 61 38 99 12 – hvis I har spørgsmål eller kunne tænke jer at starte til spejder. Derudover kan I finde flere informationer på vores hjemmeside www.broagerpigespejder.dk samt på vores facebook-gruppe.