Broager Plejecenter lavede suppe af kongelige grøntsager

Suppen nydes, Foto: Broager Plejecenter
Suppen nydes, Foto: Broager Plejecenter
8. januar 2024 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Hvert år når dronningen slutter sit sommerophold på Gråsten Slot, bliver lokale plejecentre tilbudt at hente de grøntsager i Den Kongelige Køkkenhave, som de kongelige ikke selv kan nå at bruge.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Broager Plejecenter hentede gulerødder, bladselleri, knoldselleri, løg, kartofler og porre. Dagen efter havde plejecentret besøg af Meyers Køkken i anledning af projektet Økologi og Madglæde, og der blev lavet en suppe, som blev døbt høstsuppe.

Efter den dejlige aftensmad var nydt, skrev køkkenet et takkebrev med billeder til Dronningen med tak for de skønne grøntsager. Og i december fik plejecentret et takkebrev retur fra Amalienborg med tak for hilsen og billeder.