Broager Sparekasse lander rekordresultat for første halvår

Sparekassedirektør Lars Christensen. Pressefoto
Sparekassedirektør Lars Christensen. Pressefoto
22. august 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Broager Sparekasse kommer ud af første halvår 2023 med et overskud på 24,6 millioner kroner før skat. Det viser halvårsregnskabet, som blev offentliggjort tirsdag morgen. Resultatet er 26,2 millioner kroner bedre end samme periode sidste år og det bedste halvårsresultat i sparekassens historie.

Rekordresultatet offentliggøres samtidig med at bestyrelserne bag Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse under overskriften ’Flere kræfter i Syd- og Sønderjylland’ har besluttet at indstille til, at sparekasserne indgår i en ligeværdig fusion.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den positive udvikling i Broager Sparekasse i første halvår 2023 skyldes især stigende ind- og udlånsrenter samt positiv kursregulering. Broager Sparekasse har en betydelig overskudslikviditet, som er placeret i Nationalbanken og i værdipapirer, hvilket bidrager væsentligt til øgede renteindtægter.

Sparekassen øger sin basisindtjening markant

Netto renteindtægterne udgør 38,6 millioner kroner i første halvår 2023, hvilket er 14 millioner mere end første halvår 2022. Gebyrer og provisionsindtægter udgør 26,4 millioner kroner, hvilket er 1,5 millioner kroner færre end samme periode sidste år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udgifterne til personale og administration stiger fra 39,7 millioner kroner til 45,7 millioner. Stigningen kan primært henføres til investeringer i it-løsninger og engangsudgifter til personalet.

Udover effekten af det øgede renteniveau, bidrager kursreguleringer positivt med kr. 0,9 mio. til periodens resultat. Til sammenligning var kursreguleringen negativ med 17,1 millioner kroner i samme periode sidste år.

Sparekassens basisindtjening udgør 23,4 millioner kroner pr. 30. juni 2023 mod 14,4 millioner sidste år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Øget kapitalgrundlag

Pr. 30. juni udgør Broager Sparekasses egenkapital 316 millioner kroner hvilket er en forøgelse på 16 millioner i forhold til 31. december. Stigningen kan henføres til vækst i garantkapitalen samt overskuddet fra første halvår. Det justerede kapitalgrundlag er opgjort til 272 millioner kroner, svarende til en kapitalprocent på 23,6 procent pr. 30. juni. Dette uden indregning af halvårsresultatet pr. 30.juni. Sparekassen er således robust og godt rustet til en fremtidig fusion med Frøs Sparekasse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nedskrivninger

Periodens nedskrivninger udgør en indtægt på 200.000 kroner mod en indtægt på 1,1 miillioner i 2022.

Selvom sparekassen endnu ikke har konstateret nævneværdige nedskrivninger relateret til den økonomiske udvikling, vurderes risikobilledet at kunne medføre potentielle tab på sigt. Til at afdække følgerne har sparekassen fastholdt det ledelsesmæssige skøn i relation til nedskrivningerne på 19,5 millioner kroner i forhold til ultimo 2022, svarende til 2,1 procent af sparekassens nettoudlån pr. 30. juni.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forventninger til fremtiden og ønsket om en fusion

Stigende renter og et lavt niveau af nedskrivninger har især været medvirkende til, at Broager Sparekasse er kommet væsentligt bedre igennem første halvår 2023 end forventet.

Med udgangspunkt i den nuværende markedssituation er forventningerne til årets resultat før skat opjusteret til niveauet kr. 40-45 millioner kroner. før skat.

I forhold til fusionen mellem Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse siger direktør Lars Christensen:

”Det er en privilegeret situation, at bestyrelsen indstiller til en fusion af to lokale sparekasser, der begge leverer rekordresultater på halvåret og har et robust kapitalgrundlag. Når vi ønsker at fusionere, handler det om at fremtidssikre sparekasserne og blive endnu bedre i stand til at imødekomme de øgede sektor- og compliancekrav i fremtiden. Kort sagt vil vi samle flere stærke kræfter i Syd- og Sønderjylland til glæde for kunder, medarbejdere og lokalområdet”.

29. april 2024 112, Sønderborg

Masser af røg fra toilettet

29. april 2024 112

Mandag middag blev der ringet efter Station Sønderborgs brandmænd, fordi der kom røg fra det offentlige toilet ved Jernbanestien bag Sønderborghus. “En vi kender havde fyldt sprit og noget andet brandbart i en dåse og proppet servietter i, inden han satte ild til. Det skulle gi’ en masse røg”, sagde nogle unge mennesker på stedet […]

Læs mere...