Broager Sparekasse ser en bedring i privatøkonomien og giver nogle sparetips

Filialleder Tonni Johannsen ser positive takter i privatøkonomien
Filialleder Tonni Johannsen ser positive takter i privatøkonomien
8. marts 2023 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Det er blevet dyrere at være dansk og det kan de fleste mærke, når der skal handles ind i det lokale supermarked, når der skal brændstof på bilen eller når elregningen dumper ind i e-boksen og det har presset mange husholdninger.

”Den enkelte borger har i 2022 og her i 2023 kunnet mærke, at alt er blevet dyrere og derfor har mange skulle ændre forbrugsvaner sidste år, hvor rigtig mange har været inde og optimere deres økonomi, så hverdagen kunne hænge sammen”, siger filialleder Tonni Johannsen fra Broager Sparekasse i et tv-interview til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Overordnet mener Tonni Johannsen, at dansk nationaløkonomi står stærkt på trods af et økonomisk turbulent 2022 – og her i starten af 2023 er der – set med forbrugernes øjne – sket en række positive ændringer.

”Blandt andet er energipriserne faldet drastisk i forhold til 2022 og samtidig har forbrugerne ændret deres energivaner. Det har de gjort ved at skrue ned for energiforbruget og de har lagt forbrugsvanerne om. Derfor er der sparet penge i dagligdagen. Forbrugerne er også blevet mere bevidste om, hvad eksempelvis dagligvarer koster og de ved, hvad det betyder for den daglige økonomi at købe billigere ind”, siger Tonni Johannsen, der særligt ser, hvordan leveomkostningerne stige for forbrugerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Ser vi på leveomkostningerne, altså hvad koster det at komme ned i supermarkedet og handle, så er det blevet omkring 1.000 kroner dyrere om måneden pr. voksen og 500 kroner dyrere pr. barn. Dertil kommer energipriser og de faste udgifter og her kan der sagtens lægges et par tusind kroner til hver måned”, siger Tonni Johannsen fra Broager Sparekasse til SønderborgNYT TV.

Du kan se hele tv-interviewet med filialleder Tonni Johannsen fra Broager Sparekasse her på SønderborgNYT TV, hvor du også kan få gode råd og tips, til at finde nemme besparelser i den daglige økonomi.