I forbindelse med renoveringen af den gamle bykerne i Augustenborg er der gjort et overraskende fund under fortovet foran Drengeskolen. En over 250 år gammel bybrønd – velbevaret og muret op i de karakteristiske Flensborg-sten fra hertugernes storhedstid – er blevet genopdaget.
Brønden blev opdaget, da kommunen skulle afbryde varmeforsyningen til bygningen. Under knap 20 centimeter grus lå en dyb, muret brønd – dækket af to gamle fortovsfliser, som formentlig har skjult den siden 1960’erne eller 70’erne, hvor man mange steder i Danmark lagde nye rør og kabler under jorden.
“Det er et helt særligt fund. Der findes næsten ingen bybrønde i Danmark, der er så velbevarede. Mange blev fyldt op og glemt. Vi havde en idé om, at der kunne have været en brønd, men vi havde ikke forestillet os, at den stadig stod intakt – midt i byens mest trafikerede gade,” fortæller Jens Møller Nielsen, historiker i Sønderborg Kommune.
Brønden blev formentlig anlagt før Drengeskolen blev bygget i 1780. Den var en central del af livet i hertugbyen og fungerede sandsynligvis som både skolens og dele af byens vandforsyning. At den er opmuret i Flensborg-sten knytter fundet direkte til regionens byggeskik og handelshistorie. Stenene blev brugt som ballast i skibe, der sejlede mellem Danmark og de Dansk-Vestindiske Øer – og blev byttet til sukker og rom. På den måde knytter brønden sig ikke kun til lokal historie, men også til de globale forbindelser, hertugerne i Augustenborg var en del af.
“Den her type brønd er ikke bare en praktisk detalje. Den var med til at vise, at Augustenborg var noget særligt. Her boede hertugerne – og alt fra slot til skole og brønd var en del af det billede, de ønskede at vise verden: magt, fremsyn og orden,” siger Jens Møller Nielsen.
Fundet er nu registreret som fortidsminde af Museum Sønderjylland og bliver bevaret. Brønden er så solidt bygget, at den har overlevet århundreder tæt op ad trafikerede Storegade uden at styrte sammen. Sønderborg Kommune arbejder nu på at finde en løsning, så brønden på sigt kan blive en synlig del af byens fortælling. Indtil da er den blevet tildækket igen for at blive beskyttet.
Opdagelsen sker som led i det store byfornyelsesprojekt, hvor Sønderborg Kommune, Realdania, A.P. Møller Fonden og Slots- og Kulturstyrelsen sammen med private husejere er i gang med at forny Augustenborgs historiske midtby. Realdania By og Byg har blandt andet købt og påbegyndt renovering af både Drengeskolen og den gamle brandstation.
“Det er kun begyndelsen. Når vi arbejder med historiske byer som Augustenborg, skal vi ikke bare se på mursten og facader – vi graver direkte ned i fortællingen om, hvem vi har været. Det er også med til at vise, hvorfor netop denne by er noget helt særligt,” siger Jens Møller Nielsen.

















