Byrådet indledte onsdag aften arbejdet med budget 2026 og overslagsårene 2027-2029. Her gav partierne et første indblik i de ønsker og prioriteringer, de tager med til forhandlingerne. Her er, hvad Preben Storm fra Socialdemokratiet fremhævede.
Preben Storm holdt kortene tæt på kroppen om, hvad borgmesterpartiet går til budgetforhandlinger med. Han konstaterede, at det i de sidste syv år havde været et enigt byråd, der stod bag budgettet:
”Vi vil gå langt for, at det også bliver det ottende år, at vi gør det, så vi får et enigt byråd, der kan aflevere et nyt budget til det kommende byråd”, sagde Preben Storm.
Han konstaterede, at valgkampen så småt er ved at gå i gang, og at de første ønsker fra partierne, der sidder i byrådet, ikke skræmmer ham og Socialdemokratiet.
”Vi kredser lidt om det samme. Vi nævner lidt om rengøringsområdet, hvis man skal tage et eksempel, så jeg tænker at vi finder en løsning i en budgetforhandling om, hvordan vi lander den. Vi er vel alle enige om, at der er plads til forbedringer”, sagde Preben Storm.
Socialdemokratiet vil gå til budgetforhandlinger omkring de ældre, børn og socialområdet.
”Det er sådan set ikke noget nyt i. Det er vores mærkesager til budgetlægningen”, sagde Preben Storm og kom ikke med flere konkrete bud, bortset fra en løsning på rengøringsområdet.
Han sluttede af med at sige, at han tænker, at det går som det plejer.
”Nogle gange synes vi, at det er lidt langt fra hinanden, og så nærmer vi os det alligevel, og så slutter vi en aften med underskrifter fra gruppeformændene. Det er i hvert fald vores mål i det her”, sagde Preben Storm fra Socialdemokratiet.




















