Gravemaskinerne var i gang på Storegade i Nordborg, hvor en tom grund er ved at blive lavet til en bypark, men nu er de stoppet.
”Når kommunen har trykket på stopknappen til sit eget projekt, så skyldes det at forvaltningen har behandlet byggetilladelsen ud fra de regler, der var gældende i 2018 – og ikke efter de nye regler, som kom i 2021”, siger byrådsmedlem Jimmy Simonsen fra Venstre til SønderborgNYT. Han bor på Nordals og er byrådsrepræsentant i Udviklingsforum Nordals.
”I de nye regler fra 2021 stilles der større krav til byggeriets fundament end der gør i reglerne fra 2018. De kan betyde en ekstra udgift på 500.000 kroner, så projektet er bremset”, siger Jimmy Simonsen.
Pladsen har i mange år ligget ubenyttet hen og skulle bruges til en bypark med pavilloner, beplantning og legeredskaber for de mindste børn. Pladsen var tiltænkt lokale, turister, dagplejemødre, udeundervisning på Nordalsskolen og til koncerter og arrangementer i forbindelse med byens festdage.
I parken skulle der komme en pavillon med borde og bænke, som kan benyttes til ophold og madpakkehus. En anden pavillon skulle indrettes med informationsplancher om Nordborg By og Naturpark Nordals. Begge pavilloner indrettes, så de kan benyttes til eksempelvis musik og arrangementer under høstdage og musikfestival. Desuden skulle grunden åbnes mod Nordborg Hallen, og lægges en sti ned til Luffes Plads.
”En bypark på den tidligere Fakta-grund er en del af masterplanen for Nordals”, siger Jimmy Simonsen.