På byrådsmødet onsdag bad Stephan Kleinschmidt på vegne af Slesvigsk Parti om, at byrådskollegaerne tog stilling til at gøre det grænseoverskridende beredskabssamarbejde mellem Danmark og Tyskland permanent for at sikre stabilitet og fortsat udvikling.
Partiet mener, at dette samarbejde bør være en fast del af grænseregionens beredskabsinfrastruktur for at sikre en mere robust og effektiv indsats ved nødsituationer, og forslaget blev motiveret af Slesvigsk Partis politiske ordfører Stephan Kleinschmidt:
“I grænseregionen står vi allerede stærkt sammen, men når det gælder naturkatastrofer og kriser, skal vi kunne rykke hurtigt – på tværs af grænsen. Udfordringerne vokser, og et tæt samarbejde er afgørende, både politisk og i praksis”, sagde Stephan Kleinschmidt i byrådssalen og fortsatte:
“I over 10 år har samarbejdet sikret, at beredskabssamarbejdet har nedbrudt barrierer og arbejdet på, at landegrænsen ikke bliver en stopklods, når der er brug for hurtig hjælp. Lige nu kører EU-projektet DANGER 112, som bygger videre på tidligere initiativer og styrker netværket i ‘blålysfamilien’. Men endnu en gang er der sat en slutdato – denne gang i 2025”.
Og det ønsker Slesvigsk Parti at ændre, da partiet mener, at det er helt afgørende, at borgere i grænseregionen får den hurtigste og bedste hjælp i nødsituationer – uanset hvor hjælpen kommer fra – også efter 2025.
“Hvis beredskabet skal fungere optimalt for os, der bor og arbejder her, kræver det et stærkt samarbejde på tværs af grænsen – både taktisk, operativt og strategisk. Derfor skal vi gøre beredskabssamarbejdet permanent og styrke det yderligere, og det skal være en fast del af grænseregionens beredskab, så Brand & Redning Sønderjylland og Sønderborg Beredskab får planlægningssikkerhed – og borgerne tryghed”, hvorefter Stephan Kleinschmidt bad om Byrådets opbakning, som han fik, da byrådet enstemmigt godkendte forslaget.



















