Byrådsflertal vil ha’ studieboliger og rækkehuse i Nørager

Nørager. Arkivfoto: Ole Kæhler
Nørager. Arkivfoto: Ole Kæhler
15. august 2024 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Et flertal i Byrådet ønsker at forfølge muligheden for at lave udviklingsplanen for boligområdet Nørager og Søstjernevej med flere om til studieboliger og private rækkehuse ved at sælge området til en privat investor.

Sønderborg udvikler sig i disse år til en stærk og attraktiv uddannelsesby, fordi det er lykkedes at tiltrække flere nye uddannelser til kommunen på grund af samarbejdet i partnerskabskredsen med BMC-Fonden, Linak, Syddansk Universitet og Sønderborg Kommune.

Selv om der er opført både permanente og midlertidige studieboliger, og flere er på vej, er det ikke nok. En prognose fra SDU viser, at der i 2028 vil være 1.461 flere studerende på universitetet end i dag, og det betyder en mangel på cirka 800 studieboliger i Sønderborg i 2028, skriver Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den baggrund har Sønderborg Kommune med opbakning fra partnerskabskredsen arbejdet med forskellige scenarier for ændring af udviklingsplanen for Nørager og Søstjernevej m.ed flere så store dele af Nørager kan anvendes til studieboliger.

Et flertal i Byrådet bestående af Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti og Enhedslisten har på et byrådsmøde besluttet at arbejde for realiseringen af et scenarie med følgende indhold: Sælge 10 blokke til privat investor, omdanne otte blokke til studieboliger/private udlejningsboliger – ca. 540 studieboliger, rive to blokke ned og få bygget 30 private rækkehuse/punkthuse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Beslutningen om at undersøge muligheden for at gøre Nørager til studieboliger glæder borgmester Erik Lauritzen.

”Vi ønsker at se på, om det er muligt at arbejde med et nyt scenarie for udvikling af Nørager, fordi vi er i den heldige situation, at der er ekstraordinært mange unge, der vælger at studere i Sønderborg Kommune. Med den her løsning, så kan der etableres et stort antal studieboliger, der i høj grad imødekommer den forventede efterspørgsel, for vi kan ikke nå at bygge nyt med så kort tidshorisont. Samtidig synes vi også, at det – ud fra en bæredygtighedsdagsorden – er mere rigtigt at bevare mange af bygningerne, og bygge dem om til studieboliger, som der i forvejen findes en del af på Damgade og Humlehøj kollegierne”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derudover peges der på, at løsningen som udgangspunkt medfører de laveste kommunale anlægsudgifter. Ved frasalg af Nørager til privat investor kan boligerne også konverteres til almindelige private udlejningsboliger, hvis efterspørgslen på studieboliger falder i fremtiden.

Også første viceborgmester Stephan Kleinschmidt er meget tilfreds:

”Det er meget vigtigt, at vi får ændret boligområdet. Om muligt til studieboliger som er det, vi gerne vil undersøge muligheden for. Samtidig kan der fortsat bygges private rækkehuse i området, som bidrager til skabelse af et blandet boligområde, så vi dermed opfylder tankerne i udviklingsplanen. I det ligger også, at vi fortløbende skal have et stort fokus på at gøre boligområdet mere attraktivt og aktivt med resten af Sønderborg ved at åbne op og sikre forbindelser gennem hele området. Hvis får vi mulighed for at ændre udviklingsplanen, så har vi i kommunen selvfølgelig en opgave med at finde plads til nye, almene boliger et andet sted i byen som erstatningsbyggeri for Nørager”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Inden der kan laves en ændring af udviklingsplanen og et eventuelt frasalg af Nørager, så kræver det godkendelse i Sønderborg Andelsboligforenings Hovedbestyrelse, Social-, Bolig- og Ældreministeriet, Landsbyggefonden samt Byrådet.

”I Sønderborg Andelsboligforening, SAB, samarbejder vi løbende med kommunen om at løse opgaven med at skaffe de nødvendige studieboliger. Vi skal nu have SABs hovedbestyrelse på banen for at drøfte mulighederne, og så afhænger meget jo også af ministeriet og Landsbyggefonden. I SAB er vi selvfølgelig optagede af, at vi får mulighed for at bygge attraktive familieboliger på en anden bynær placering, hvis planerne for Nørager ændres, og også at ændringen ikke får nogen økonomiske konsekvenser for boligforeningen og dens lejere. Det er en forudsætning, at vi får de omkostninger dækket, der indtil nu har været i sagen”, siger Lisbeth Dahl, der er direktør i Salus Boligadministration.

8. september 2024 Sport, Sønderborg

Løbere med gode ben, stedsans og talent til at vælge de bedste ruter

8. september 2024 Sport

Søndag klokken 10 blev de første orienteringsløbere endt ud for de forskellige ruter i Sønderskoven og det var den lokale klub, OK Syd, der var vært for løbet, der både handlede om en divisionsmatch og åbent løb for alle, også begyndere og børn. Flere end 300 var skrevet på løbslisten. Der har ikke været orienteringsløb […]

Læs mere...