Chris Preuss fra Gråsten blev tirsdag ny formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

12. juni 2019 Gråsten Skrevet af: Ole Kæhler

Chris Preuss fra Gråsten er blevet valgt som ny formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, der omfatter 78 medlemsorganisationer og deres flere end 600.000 medlemmer.

Tirsdag aften valgte DUFs styrelse ny formand efter foreningens formand, Kasper Sand Kjær, den 5. juni blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet, skriver fællesrådet.

Sand Kjær har været formand for DUF siden december 2015.

Ny formand er den 26-årige Chris Preuss, der tidligere har været landsformand for Venstres Ungdom og før det bl.a. har været formand for VU i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Preuss har siddet i DUFs styrelse og forretningsudvalg siden 2015.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte DUFs enormt vigtige arbejde for at styrke demokratiet og især at få flere unge med i demokratiet. Vi er i en demokratisk brydningstid, hvor grundlæggende rettigheder bliver udfordret, og hvor tilliden til både de politiske institutioner og medier er faldende”, siger Chris Preuss.

Den nye DUF-formand ønsker i den kommende tid at sætte fokus på unges trivsel.

”Jeg vil fra min stol slås for, at vi får gjort noget ved unges stigende mistrivsel. Alt for mange unge oplever et højt stressniveau, har dårligt mentalt helbred og går ned med angst, stress og depression. Det kræver politiske løsninger, som vi i DUF gerne vil bidrage til”, siger Chris Preuss.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den nyvalgte formand nævner også miljø- og klimapolitikken som et område, der ikke bare samler den danske ungdom, men også forener DUFs 78 forskellige medlemsorganisationer:

”Jeg oplever i høj grad, at generationskontrakten er under pres, hvor ungdommen kræver tilstrækkelige svar fra politikerne for at løse klimakrisen. Det er noget, der forener os på tværs af paraplyen – lige fra spejdere og rollespillere til politisk aktive og elev- og studenterbevægelsen. Og jeg kan mærke en ungdom, der virkelig er blevet politisk vækket. Dét engagement skal vi samle op, og vi skal sørge for, at flere unge også bliver aktive i foreningslivet. For gennem foreningerne kan vi skabe de største forandringer i samfundet”, siger Chris Preuss.

Artiklen fortsætter under annoncen

DUF blev grundlagt i 1940 af de demokratiske børne- og ungdomsorganisationer som et værn mod fascismens fremmarch i Europa og Danmark.

Chris Preuss’ CV

Chris Preuss er 26 år gammel og kommer oprindeligt fra Gråsten.

Han er student fra Sønderborg Statsskole og uddannet folkeskolelærer fra Københavns Professionshøjskole.

Han har været landsformand for Venstres Ungdom fra 2015 til 2017 og har siddet i DUFs styrelse siden 2015.

Tidligere var han bl.a. formand for VU i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag arbejder han med uddannelse og arbejdsmarked hos Landbrug & Fødevarer.

 

26. april 2024 Erhverv, Sønderborg

Grønt lys fra Sønderborg Varme til sammenlægning med Broager Fjernvarme

26. april 2024 Erhverv

Billigere fjernvarme til forbrugerne og bedre muligheder for at skabe et grønt fjernvarmenet. Det er et par af gevinsterne ved at sammenlægge Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a, og bestyrelserne i begge selskaber har netop fået solid opbakning til at fortsætte drøftelserne om sammenlægning. Siden november har Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a […]

Læs mere...