Danfoss fylder Alsik med energieffektiv teknologi

1. september 2018 Erhverv

Søndag mellem kl. 11 og 14 slår Sønderborgs nye signaturbygning, Alsik, dørene op til åbent hus.

Det bliver sidste chance for at komme ind i det 70 meter høje, firestjernede hotel til over 600 millioner kroner – før det åbner i 2019.

Bag hotellet står Danfoss’s ejerfond, Bitten & Mads Clausen Fond, og PFA, og det bliver en energivenlig gigant fuld af energieffektive teknologier, der til foråret åbner på havnefronten i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bæredygtigheden er bygget ind i Alsik fra første spadestik. Med vinduer fra gulv til loft, der maksimerer dagslys, en facade af genanvendelig aluminium, beton af naturmaterialer med høj termisk kapacitet, certificerede, bæredygtige materialer indvendig – samt grønne tage, der giver skygge, fjerner varme og reducerer den energi, der er nødvendig for at køle og opvarme. Det er bare nogle af de ting, som er tænkt ind i Alsik, der er bygget efter BR2020, hvilket betyder, at bygningen overholder energikrav, som først er gældende fra 2020.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I byggeriet af Alsik er Danfoss’ produkter integreret i videst muligt omfang. Det er lykkedes gennem et forbilledligt samarbejde med Danfoss. De bæredygtige løsninger er integrerede på en intelligent måde, så det kortfristede fokus ikke belaster det langsigtede – og omvendt. At bygge bæredygtigt handler om prioriterede tilvalg”, siger John Knudsen, projektdirektør i Bitten & Mads Clausen Fond.

Alsik vil nå 76 procent CO2-neutralitet og bidrager til ProjectZero-visionen. Alsik er forsynet med 380 m2 solceller, og fjernvarmeforsyningen til Alsik er baseret på affald, træflis og geotermi. For at mindske energitabet til at producere varmt vand med højere temperatur end nødvendigt – og sikre helt rent vand – forbehandles det varme brugsvand med en elektrolysegenerator. Den gør det muligt at sænke fremløbstemperaturen fra 55 til 40-45 grader celsius og spare energi, skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der anvendes mekanisk køling i Alsik og frikøling, når det er muligt. Frikøling giver store energimæssige besparelser, og investeringen er typisk tjent hjem på 3 år. De mekaniske køleanlæg drives af Danfoss’ prisvindende Turbocor kompressor, der sparer op til 40 procent energi i forhold til en konventionel kompressor.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alsiks hotelværelser benytter teknologi til decentral ventilation, der ligesom de resterende tekniske anlæg, varme, brugsvand og lys reguleres via CTS, Central Tilstandskontrol og Styring. Varme og køling i hotelværelserne er koblet sammen med bookingsystemet og registrering af værelsesbrug, så det kun er aktivt, når der er gæster. Det bliver desuden muligt for gæsterne selv at spare på energien ved at gøre brug af naturlig ventilation.

”Med Alsik er bæredygtighed mange ting. Det er integration af Danfoss’ produkter, og den energioptimering de leverer. Det er vi stolte af at kunne demonstrere i et stort, lokalt byggeri. Men det er også social bæredygtighed, at Alsik bidrager til at udvikle Sønderborg, skabe nye lokale arbejdspladser og tiltrække turister og besøgende til området. Det er et mål for Bitten & Mads Clausen Fonden, at Alsik skaber bæredygtighed i mere end én forstand”, siger Peter Mads Clausen, bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk