Danfoss høster hæder i Tyskland

Danfoss' administrerende direktør, Kim Fausing, tog imod fornem pris i Tyskland
Danfoss' administrerende direktør, Kim Fausing, tog imod fornem pris i Tyskland
30. oktober 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag kårede det Dansk-Tysk Handelskammer Danfoss som årets danske virksomhed i Tyskland. Prisen blev givet for Danfoss’ mangeårige indsats på det tyske marked, hvor virksomheden med både produktion og udvikling bidrager til den grønne omstilling i landet.

Med over 4.200 ansatte, 14 lokationer og 70 år i landet, blev Danfoss lørdag udråbt som årets danske virksomhed i Tyskland. Det skete ved en jubilæumsmiddag afholdt på Axelborg i København. Prisen uddeles af det Dansk-Tysk Handelskammer, der hvert år hylder en virksomhed fra henholdsvis Danmark og Tyskland for at have gjort en særlig indsats for erhvervssamarbejdet mellem de to lande.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danfoss har et historisk tæt forhold til Tyskland. Koncernens hovedkontor ligger i Nordborg tæt på den tyske grænse, og virksomheden er en aktiv deltager i at styrke det stærke samarbejde i grænseregionen.

Prisen blev modtaget af Kim Fausing, administrerende direktør i Danfoss. I forbindelse med modtagelsen af prisen sagde han:

”Vi er meget beærede over at modtage denne pris. Tyskland er et helt særligt land for os. Ikke kun fordi vores koncern-hovedkvarter ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, men også fordi det er et af vore vigtigste markeder med lokationer i hele landet. Vi investerer massivt i Tyskland, fordi Tyskland er fokuseret på den grønne transformation gennem en mere energieffektiv infrastruktur og elektrificeringen af samfundet”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I løbet af 2022 foretog Danfoss blandt andet en fusion med den tyske virksomhed Semikron, hvilket har sikret en førende position inden for power elektronik med fokus på effektmoduler. Elektrificering er en grundpille i den grønne omstilling, og effektmodulet er en kernekomponent i forhold til at styre hastigheden i alle former for elektriske motorer. Effektmodulet er ligeledes kritisk i solcelleanlæg og vindmøller, til konvertering af strøm til elnet og lagring af energi.

”Elektrificering er afgørende for den grønne omstilling. Derfor er den nylige fusion mellem Danfoss og Semikron vigtig. Den giver os en bedre position end nogensinde før til at bidrage til elektrificeringen af det tyske samfund”, sagde Kim Fausing.

Artiklen fortsætter under annoncen

Om kåringen af Danfoss sagde Reiner Perau, administrerende direktør i Dansk-Tysk Handelskammer:

”Danfoss bidrager massivt til den grønne omstilling, som er et kernetema i både Tyskland og Danmark. I Tyskland står Danfoss stærkt med 14 lokationer og en årelang tilstedeværelse. Med opkøbet af flere tyske virksomheder er Danfoss vokset betydeligt og kan støtte endnu mere op om udviklingen i Tyskland og elektrificeringen i landet”.

Med til kåringen var Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken Europa og Tysklands-kender.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Ikke siden Berlinmurens fald har det været vigtigere, at Danmark styrker samarbejdet med Tyskland. Pga. den store energiafhængighed af Rusland har Tyskland et akut behov for at sætte fart på den grønne omstilling og ikke mindst spare på energien. Det er i den grad Danfoss’ metier, og med Danfoss’ engagement i Tyskland er der ingen tvivl om, at dagens Guldmedalje fra det Dansk-Tysk Handelskammer er velfortjent. Med en global frontløber som Danfoss er det blot endnu vigtigere, at en ny dansk regering øger fokus på det tyske marked. Med det rette fokus kan vi øge Danmarks eksport til Tyskland markant i de kommende år med grønne løsninger fra Danfoss såvel som en lang række andre virksomheder”, sagde Lykke Friis.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et strategisk vigtigt marked for Danfoss

Tyskland er det tredje største marked for Danfoss, og landet er et vigtigt marked i Danfoss’ strategi, hvor man i de kommende år forventer en høj vækst.

I den igangværende energikrise, er der kommet et øget fokus på at bruge energien bedre. Tyskland har som et af de eneste lande i EU introduceret en såkaldt ”arbejdsplan”, som skal sikre en mere effektiv brug af energien. Med teknologiske løsninger til at genbruge overskudsvarmen fra f.eks. supermarkeder, datacentre og fabrikker, er Danfoss stærkt positioneret til at bidrage til udførelsen af arbejdsplanen.

Fakta om Dansk-Tyske Erhvervspriser og kriterierne

Dansk-Tysk Handelskammer uddeler Danish Company of the Year til en dansk virksomhed eller organisation, som har haft ekstraordinær vækst i omsætning og/eller medarbejderantal, innovation, der beriger det tyske marked og bemærkelsesværdige investeringer Tyskland. Titlen som årets tyske virksomhed i Danmark gik til Siemens-Gamesa.

Fakta om Danfoss i Tyskland

Danfoss har været til stede i Tyskland siden 1952 og beskæftiger over 4.200 mennesker i landet. Tyskland er den danske virksomheds største marked i Europa. Danfoss er til stede i Tyskland med alle forretningsområder og 14 lokationer – hvoraf otte er produktionssteder.

5. maj 2024 Frivillige, Sønderborg

Vi hjælper voldsramte kvinder og børn når de er ude af krisecentret

5. maj 2024 Frivillige

Sønderborg Kvinde- og Krisecenter har en gruppe frivillige, som danner værn om voldsramte kvinder og deres børn, når de er ude af volden og er flyttet fra et krisecenter. “Jeg er uddannet pædagog og stoppede med at arbejde, så jeg kontaktede Sønderborg Kvinde- og Krisecenter og kom efter en tid i ‘huset’ med i efterværnsgruppen, […]

Læs mere...