Når 47 elbiler den 12. juni sætter kursen mod 24-timers løbet Le Mans i Frankrig, bliver det med følgeskab af en 17 meter lang og 20 tons tung elektrisk lastbil fra Danfoss. Turen fra Danmark til Le Mans er over 1.300 kilometer lang, og dermed betydeligt længere, end distancer man normalt sender el-lastbiler ud på.
El-lastbilen er en del af Danfoss’ egen lastbilflåde, som er fuldt elektrisk, og vil deltage i turen for at sætte fokus på elektrificering af tung transport og de mange muligheder, der allerede findes i dag. Samtidig sidder der i lastbilen en række vigtige komponenter fra Danfoss, der de senere år har oplevet en stor fremgang i sin elektrificeringsforretning.
”48 procent af alle lastbiler i Danmark kører under 300 kilometer om dagen, og derfor er der hverken teknologiske eller praktiske barrierer for at konvertere til fuldt elektriske lastbiler. For at sikre bedst mulig produktivitet bør ladeinfrastrukturen primært etableres på godsterminaler m.m., således at læssetid bliver lig med ladetid”, siger bæredygtighedschef Torben Christensen fra Danfoss i en pressemeddelelse.
” Vi sender én af vores ni ellastbiler med til Le Mans for at bevise, at det kan lade sig gøre allerede i dag at tilbagelægge længere distancer. For en stor del af lastbilerne er der med andre ord ingen grund til at have rækkeviddeangst, samtidig vil elektrificering af den tunge transport levere et væsentligt bidrag i den grønne omstilling”.
Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, udledte lastbiler og anden tung transport 1.776 millioner tons CO2 i 2020.
Turen til Le Mans er arrangeret som en non-profit begivenhed for bilentusiaster af virksomheden GodEnergi, og har til formål at gøre op med rækkeviddeangst for elektrisk transport generelt. Ifølge arrangørerne selv er det den største elektriske roadtrip i verden. Med deltagelsen af lastbilen fra Danfoss bliver fokus på tung transport for første gang en del af den elektriske karavane.
”Vi er 115 deltagere, som elsker motorsport og biler, og samtidig vil vise, at det er muligt at køre langt i elektrificerede køretøjer. Teknologien og mulighederne er der, og derfor er vi også rigtig glade for, at Danfoss – som er kendte for deres elektrificeringsteknologier – vil deltage med deres elektriske lastbil”, siger Jan Darville fra GodEnergi.
Den elektriske karavane med de 47 personbiler og lastbilen sendes officielt afsted fra Danfoss’ hovedkontor den 12. juni. Fra Nordborg vil turen gå over grænsen og ind i Tyskland og på førstedagen slutte af i Holland. Den 13. juni kører delegationen videre fra Holland gennem Belgien og frem til destinationen: Le Mans i Frankrig.
Hele karavanen består udelukkende af elektriske køretøjer, og alle rammerne er også elektrificerede. Man bruger simpelthen strømmen fra bilerne, så maden til deltagerne f.eks. laves på elektriske grill.


















