Danfoss: USA kan blive et grønt vækstlokomotiv

8. november 2020 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Valget af Joe Biden som ny amerikansk præsident skaber tro på og håb om, at verden kan gå ind i en mere stabil periode, med større økonomisk vækst og den grønne omstilling tilbage øverst på den globale dagsorden.

Det siger Danfoss’ koncernchef Kim Fausing i en pressemeddelelse.

”Valget af Biden er meget positivt. I forhold til de udfordringer, vi har oplevet de seneste år med handelskrig og et deraf meget usikkert globalt frihandels-miljø, så giver de signaler, vi har hørt fra den kommende præsident tro på, at vi kan komme tilbage til et mere stabilt niveau. Det er i alles interesse – ikke mindst for en lille åben økonomi som Danmarks”, siger Kim Fausing.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig understreger han, at Bidens meget ambitiøse program på klimaområdet kan medvirke til at få den grønne omstilling tilbage på den amerikanske dagsorden, og det vil have stor betydning for Danfoss.

”I forhold til klimaindsatsen i USA har udviklingen i en årrække været drevet af delstaterne, og det forventer vi vil fortsætte på fuldt tryk. Men at få den grønne omstilling tilbage på den føderale dagsorden vil få stor betydning for virksomheder som Danfoss. Vi befinder sig lige midt i de udviklingstendenser, som forandrer verden i disse år, og som vil være i centrum for den kommende vækst og grønne udvikling i USA. Det er derfor vi siger, at Danfoss aldrig har været mere relevant end nu”, siger Kim Fausing.

Artiklen fortsætter under annoncen

For eksempel når der skal investeres i og bygges ny infrastruktur, som veje, lufthavne og byer, står Danfoss klar med den teknologi, som bruges her. Samtidig er elektrificeringen af biler og opvarmning af huse med varmepumper områder, hvor Danfoss er globalt førende. Lige som smarte digitale supermarkeder og air condition løsninger taler direkte ind i Danfoss ekspertise.

”Når man ser på USA’s betydning som verdens største økonomiske lokomotiv, så er det helt afgørende, at USA kommer tilbage på vækstsporet. Jeg tror på, at verdens førende økonomi står sig bedst ved at have større stabilitet og mindre polarisering. Så overordnet er det et meget positivt valgresultat”, siger Kim Fausing.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men han peger også på de udfordringer, som det amerikanske valg har vist.

”Valgkampen og udfaldet af valget tegner desværre et billede af et meget polariseret og splittet USA. Det er bekymrende. Jeg tror på, at vi får mere en gunstig global situation, såfremt den nye præsident, formår at samle USA”, siger Kim Fausing.

USA er Danfoss største marked i dag og med opkøbet af Eaton Hydraulics, som ventes af falde endeligt på plads i begyndelsen af det nye år, får Danfoss en endnu større platform i USA.