De regionale busruter rettes til

23. februar 2021 Erhverv

Region Syddanmark har til opgave at binde de syd- og sønderjyske kommuner sammen med busruter mellem de større byer og uddannelsessteder. Til sommer omstruktureres en del af disse ruter til at passe med principperne for den regionale busbetjening.

Omstruktureringen har været i høring hos alle berørte kommuner, hvor de har haft mulighed for at kommentere og komme med indsigelser. Også uddannelsesinstitutioner og vognmænd har været inddraget for at sikre, at de nye køreplaner passer bedst muligt med ringetider på uddannelserne, skriver Sydtrafik i en pressemeddelelse.

Datagrundlaget skulle på plads

”Vi startede optimeringen af Region Syddanmarks ruter tilbage i 2020, hvor vi nedlagde en række afgange, hvor der i gennemsnit var mindre end to personer med på hver tur. Disse afgange var ikke bæredygtige i hverken økonomisk eller miljømæssig forstand”, fortæller Lotte Stensberg, der er afdelingsleder for Plan, Udvikling og HR i Sydtrafik.

”Denne gang går vi ind og forenkler ruteforløb på nogle ruter, mens andre fremover skal kategoriseres som uddannelsesrute. Vi har arbejdet på optimeringen i en årrække, og vi har udnyttet at vi havde det helt korrekte datagrundlag til at foretage rettelserne”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rute 112 Aabenraa – Sønderborg

Et eksempel på dette kan ses på rute 112 mellem Aabenraa og Sønderborg, der er en hovedrute med 24 afgange om dagen. Den har i dag et indviklet ruteforløb, hvor den på nogle afgange følger hovedvejen, mens andre afgange har afstikkere til Varnæs eller Blans.

Fra sommeren i år vil hovedrute 112 følge hovedvejen mellem Aabenraa og Sønderborg med 16 daglige afgange, og den vil så blive suppleret med en ny uddannelsesrute 113, der med to afgange om morgenen og tre om eftermiddagen sikrer adgangen til uddannelse for de unge på landet mellem de to byer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Til tiden på uddannelse

I alt er der ændringer på 13 ruter og langt de fleste af disse er uddannelsesruter, der bliver omstruktureret, så der primært køres i forhold til uddannelsesstedernes mødetider. Sydtrafik afholder årligt uddannelsesmøder med repræsentanter fra fra alle uddannelsesstederne i hver kommune, hvor vi løbende sørger for at koordinere ringetider og bustider, så det passer bedst muligt.

 Forsøg med Flexrute

Artiklen fortsætter under annoncen

Uddannelsesruterne kører kun, når der er behov for kørsel til uddannelsesstederne. For at give borgerne mulighed for fortsat at bruge den kollektive trafik uden for de tidsrum hvor uddannelsesruterne kører, starter der enkelte steder i Sydtrafiks område en forsøgsordning med flexrute.

”Måske kender man allerede flextur, der kan bestilles senest to timer i forvejen og kører fra adresse til adresse. En flexrute kører fra stoppested til stoppested mellem faste stoppesteder. Ruten køres af en flextrafik bil og kører kun, når der er en borger der har bestilt en kørsel på ruten. Borgeren skal på flexrute bestille minimum 1 time før og turens pris er til samme pris som en tur med bussen.” afslutter Lotte Stensberg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der ligger også et forslag til en politisk beslutning om at lade unge med periodekort køre gratis med til uddannelse via en flexrute.

 

Skrevet af: Redaktion redaktion@sonderborgnyt.dk
8. december 2021 KV21, Sønderborg

KV21: Ellen Trane Nørby bliver ny formand i Sønderborg Forsyning

8. december 2021 KV21

Venstres Ellen Trane Nørby tog ikke selv en udvalgsformandspost, da partiet konstituerede sig og det er der en god forklaring på. “Vi skal bruge vores mandater bedst muligt og derfor har jeg fået formandsposten i Sønderborg Forsyning. Det er en vigtig post, hvor jeg blandt andet vil være med til at sikre, at det kommende […]

Læs mere...