Debat: Åbent bekymringbrev fra det vindmølle-truede område ved Avnbøløsten

Arkivfoto
Arkivfoto
28. april 2023 Sundeved Skrevet af: Redaktion

Asger Jensen, Avnbøl, skriver på vegne af borgere i Avnbøløsten:

Borgerne i Avnbøløsten og nære omegn føler det er nødvendigt at supplere de meget få og noget unuancerede oplysninger, som blev lagt til grund for Økonomiudvalgets beslutning på dets ordinære møde, den 8. februar under pkt. 4: ’Godkendelse af prioritering af vedvarende energi-projekter’, sag 23/1995 – specifikt omkring projektet ved Avnbøløsten.

Borgerne har efter dialogmødet den 13. marts drøftet udvalgets beslutning på to selvbestaltede borgermøder, og efterfølgende manifesteret og dokumenteret modstanden ved at samles cirka 60 personer til fælles protest og fotografering som dokumentation.

Artiklen fortsætter under annoncen

Beboerne er erklærede modstandere af den foreslåede ændring af kommuneplanen.

Oplæg er et partsindlæg

Vi ser forvaltningens oplæg mere som et partsindlæg for firmaet Wind Estate A/S end et uvildigt beslutningsgrundlag til økonomiudvalget. Forvaltningen fremstiller forsimplet Avnbøløsten som et område med ’få gårde, 650 m fra Avnbøløsten, 1,24 fra Avnbøl’, en klar og formentlig helt bevidst ’nedskrivning’ af status fra 2019, hvor samme område var betegnet som ’spredt bebyggelse i det åbne land’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi vil tillade os at gøre byrådet opmærksom på, at området, ud over de nævnte ’få gårde’, fortsat består af en række boligejendomme, som tjener til helt almindelige borgeres huse og hjem, det sted i verden, hvor hver især bør kunne føle sig tryg og slappe af.

Lige netop det sidste prøver Sønderborg Kommune nu igen, for tredje gang, indenfor 10 år, at fratage os – første gang var i 2013, dernæst i 2019 og nu igen i 2023.

Atter må vi gå i frygt og bæven for at få trukket et uønsket projekt ned over hovedet. At det sker i en god sags tjeneste, er vi nødvendigvis ikke uenige i, men det ændrer ikke vores syn på sagen, idet det bliver os, der kommer til at bære den fulde byrde, helbredsmæssigt såvel som økonomisk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det sidste faktum søger forvaltningen at sno sig udenom ved at kategorisere området som ’få gårde’ og dermed give økonomiudvalget et falsk indtryk af, at det er relativt uproblematisk at udlægge området til landvindmøller.

Farligt med møller ved motorvejen

Indtrykket underbygges af en meget lidt ’dybsindig’ anbefaling: ’Fordi arealet ligger tæt på motorvejen’ som det helt væsentlige fortrin. Ikke et eneste ord om, at der rent faktisk bor mennesker i området, tilmed  kommunens egne indbyggere, men det har tilsyneladende ingen relevans for forvaltningen i dens iver for at få Byrådets godkendelse til at området åbnes op for placering af landvindmøller.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vigtigst for forvaltningen er tilsyneladende at få meldt positivt tilbage til Wind Estate A/S hurtigst muligt.

Mailkorrespondancen i sagens akter giver indtryk af, at Wind Estate A/S og forvaltningen i Sønderborg Kommunes, Teknik, Miljø og Bæredygtighed – Plan og Myndighed er hinandens fortrolige, og forvaltningen er nærmest overstrømmende imødekommende overfor firmaet, man afventer blot at få overstået den lovpligtige ’foroffentlighedsfase’.

Os, der er borgere i Avnbøløsten og omegn føler os i den grad angrebet i vores egne hjem, idet vi nu for tredje gang indenfor 10 år skal kæmpe imod en ressourcemæssig ’overlegen’ modpart, der ikke skyr nogle midler for at tiltage sig det, den opfatter som sin naturlige ’ret’. Det er voldsomt psykisk belastende at man gang på gang skal frygte, hvorvidt eller hvornår kommunen eventuelt slår til.

Artiklen fortsætter under annoncen

Minder om chikane

Det er en konstant trussel, der minder om grov chikane og helt urimeligt belastende for det gode liv i dagligdagen.

Nærheden til motorvejen bør i sig selv give anledning til nøjere overvejelser om, hvorvidt den tænkte placering nu også er så ideel som forvaltningen hævder.

I frostvejr og ved isslag vil møllevingerne kunne slynge isklumper direkte ud på motorvejen, ikke mindst når vinden er i øst, den fremherskende vindretning ved kuldefrembrud.

Vejdirektoratets gældende vejledende sikkerhedszone er 1,7 gange møllehøjde, mindst 250 meter. Sikkerhedszonen vil i påkommende tilfælde skulle udsættes for en konkret vurdering, hvor bl.a. vejrligets udfordringer skal indtænkes.

Har Sønderborg Kommune gjort sig overvejelser omkring landvindmøllers eventuelle miljøforurening i form af materiale som tilføres naturen via afslidning under drift af møllevingernes overflade?

Har Sønderborg Kommune stillet specifikke krav til Wind Estate A/S om levering af en udtømmende liste over samtlige stoffer, der indgår i møllevingernes konstruktion og overfladebehandling?

I Tønder Kommune har man for nylig anmodet om at få dette forhold undersøgt, idet det uomtvisteligt er et kommunalt eneansvar at afhjælpe eventuelle fremtidige skader på naturen forårsaget af landvindmøllerne.

Knaldtilbud og slesk tale

Allerede i 2019 stiftede vi bekendtskab med netop Wind Estate A/S, et foretagende som vi desværre kun husker alt for godt, men absolut ikke for noget godt!

Dengang kontaktede det pågældende firma de relevante familier enkeltvis og forsøgte via ’knaldtilbud’ og slesk tale at få samlet flest mulige underskrevne ’frivillige forlig’ for at give Sønderborg Kommune indtryk af en bred borgeraccept til opstilling af landvindmøller.

Der blev tilbudt en ekstra præmie på 100.000 kroner for en hurtig underskrift som til gengæld indbefattede frasigelse af enhver indvendig mod Wind Estates projekt, den eneste klagemulighed man, ifølge Wind Estate, bevarede ville være en eventuel klage i forhold til de kommunale myndigheder – en tom og gratis gestus, idet et privat firma i forvejen ikke har mulighed for at afskære borgere fra klager mod det offentlige.

Desuden tog Wind Estate A/S kontakt til områdets lokalråd/landsbylaug og fristede dem med store årlige donationer mod at få deres anbefaling af firmaets projekt, et bevidst forsøg på at slå en kile ind mellem lokalråd og lokalbefolkning.

Heldigvis hoppede lokalrådene ikke på den limpind.

Direkte forespurgt nægtede Wind Estate A/S at levere en visualisering af landvindmøllernes placering i landskabet ud for de berørte ejendomme, anmodningen blev kynisk afvist som ’alt for omkostningstung’ for projektet, man ville eventuelt overveje at få lavet en enkelt visualisering senere i projektet, så man kunne få indtryk af møllernes dominans i landskabet, den blev dog aldrig leveret.

Som borgere i farezonen har vi svært ved at forliges med lovgivere- og planlæggeres grundlæggende tankegang, at enhver gene en borger måtte udsættes for, til gunst for almenvellet, vil kunne kompenseres fuldt ud med et pengebeløb. En påført ekstraordinær helbredsrisiko fra højfrekvent lyd, konstant   lavfrekvent støj og solskin som konstant gennemskæres af vindmøllevinger, kan aldrig kompenseres med pengebeløb, uanset beløbsstørrelse, end ikke mildnes.

Den historiske mølle

Tilsyneladende er det ikke faldet hverken forvaltningen eller økonomiudvalget ind, at en eventuel placering af landvindmøller i Avnbøløsten vil fratage den nærliggende og fredede Nybøl Mølle dens status som lokalt landskabeligt fixpunkt. Møllen er lokalområdets kulturelle perle og har, i lighed med Dybbøl Mølle, været centrum for et krigsslag, for Nybøl Mølles vedkommende, en træfning under treårskrigen i maj 1848, hvor den danske hær fordrev fjenden fra hele Sundeved.

Den mest iøjnefaldende forskel til Dybbøl Mølle er, at Nybøl Mølle mindes for en dansk sejr, mens Dybbøl Mølle mindes for et dansk nederlag.

Det må frygtes, at de private filantropiske fonde, som trofast støtter Nybøl Mølles bevarelse ved donationer til vedligeholdelse, som f.eks. Augustinusfondet, vil genoverveje sine donationer dersom klenodiet de hæger om ’pakkes ind’ i fire mastodontmøller, og dermed fuldstændig udvisker Nybøl Mølles storladne udtryk.

Vi vil gerne gøre forvaltning og udvalg opmærksom på, at der, ud over de nævnte ’få gårde’ og de føromtalte boligejendomme i nærområdet til den planlagte placering af landvindmøller, fortsat ligger et psykiatrisk kollektiv, hvor tidligere psykiatriske patienter har et bo- og træningssted i Familiekollektivet Langagergård, ligesom børn i alderen fra 0-3 år har en hverdag i Nettes Private Pasningsordning med en leder som er certificeret idrætsdagplejer og motorikassistent og satser på et aktivt udeliv for børnene. Desuden er der en zoneterapeutisk virksomhed v/muskulær zoneterapeut Kis Eckert.

Ville besigtige ejendom

En lodsejer blev allerede den 29. marts i år kontaktet af Wind Estate A/S, som gerne ville have et møde med ham. Næsten samtidigt blev samme lodsejer kontaktet af forvaltningen i Sønderborg Kommune, der ønskede en besigtigelse af hans ejendom på en given dato.

Ejeren rådførte sig med sin lejer og var enige om at nægte kommunen adgang til den ønskede besigtigelse.

Når man lægger to og to sammen får vi et mønster, som vi absolut ikke bryder os om, men som desværre alt for godt bekræfter en af vores fordomme, at politikerne holder folket hen med en masse sniksnak og offentlige møder og høringer, mens forvaltningen samtidig allerede er i fuld gang med at eksekvere den plan, som ønskes gennemført – uanset indsigelser eller modforslag, der måtte komme på bordet under høringen.

Som biogashistorien i Kværs

Indsigelserne bliver arkiveret i takt med de indgår, men høringsprocessen kan dermed ’vinges af’ som gennemført efter loven. Sagen ligner desværre biogashistorien i Kværs, hvor al lokal modstand blev fejet af vejen – og hvor operatøren, Nature Biogas Kværs, allerede havde begyndt byggeriet inden tilladelserne var på plads – med kommunens stiltiende accept.

Først da det blev kendt i offentligheden følte kommunen sig presset til at nedlægge et midlertidigt straksforbud.

Hændelsen i den aktuelle sag her i området bekræfter jo også, at Wind Estate A/S og forvaltningen arbejder tæt sammen om at få ryddet alle sten af vejen, så der er fri bane til etablering straks, når kommuneplan og lokalplan er endelig og formelt vedtaget i Byrådet – efter den pågåede lovpligtige ’skinbehandling’ er afsluttet.

Gerne solceller

Kunne Sønderborg Kommune mon tænkes at ville prioritere en solcellepark ved Vester Sottrup på bekostning af de påtænkte landvindmøller ved Avnbøløsten?

Så vidt det er os oplyst, har lodsejeren forlods samtlige berørte naboers positive accept til omlægning til solcellepark.

På denne måde vil Sundeved-området kunne løfte sin del af den vedvarende energiforsyning indenfor kapaciteten af den forhåndenværende elektriske infrastruktur. En sådan løsning med en solcellepark ville flugte med, at arealet i forvejen er pålagt dyrkningsrestriktioner som særlig grundvandsbeskyttelse omkring Rønsdam Vandværk tilhørende Sønderborg Forsyning A/S.

 

25. april 2024 112, Sønderborg

Brand i grillbaren Hos Jesper

25. april 2024 112

Onsdag aften ved 23-tiden var der brand i grillbaren Hos Jesper tæt ved Rutebilstationen. “Der var nogle unge gutter, som havde ringet til mig og sagt, at det røg fra grillbaren, så jeg skyndte mig herhen”, siger Jesper Sørensen til SønderborgNYT. Da han åbnede døren væltede røgen ud og han skyndte sig at lukke igen […]

Læs mere...