Debat: De politiske partier strides om hvilken skole der skal rammes af sparekniven

25. september 2023 Debat Skrevet af: Redaktion

Arne Nilson, Sønderborg, skriver:

De politiske partier i Sønderborg Byråd strides om, hvordan der kan foretages besparelser i kommunens skoleudgifter. Venstres forslag er at sælge Humlehøj- Skolen til en privat skole, de konservative vil beholde Ahlmann-Skolen, Socialdemokraterne og Slesvigsk Parti vil nedlægge Ahlmann-Skolen, Enhedslisten er hverken varme eller kolde.

Såfremt Venstres forslag kommer til udførelse, vil den bedst udbyggede skole med store sportshaller og svømmehal og de bedst vedligeholdte bygninger, Humlehøj-Skolen forsvinde ud af kommunalt regi . Men det ville skabe stor glæde hos en privat skole med sådan et køb.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ahlmann-Skolen bygningsmasse er i nogenlunde vedligeholdelsestilstand, der mangler blot udgifter på nogle få millioner kroner til optimering af varme, isolering og nye vindue, samt udvendige døre, så kan denne bygningsmasse bruges uden problemer de næste mange år. Den nødvendige påkrævede trafiksanering for sikker skolevej kan også laves for ca. 750.000 kroner.

Men politikerne har helt glemt Ulkebøl-Skolen, der er nedslidt i en grad, som vil koste mange millioner at skulle renovere op til nuværende standard. De mange millioner har Sønderborg Kommune ikke til rådighed på budgettet de næste fire-otte år. Der tilbydes og foretages en undervisning i lokaler og bygninger, som kun kan betegnes som værende absolut nedslidte, og dermed skaber et undervisningsmiljø, som ingen ansvarlige politikere kan bekendt overfor de brugere, de børn, som skal starte deres skolekarriere på denne adresse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tilbyd partiet Venstre at denne skole skal nedlægges og sælges, men et sådant forehavende vil nok ikke få succes. Partiet Venstre har i deres tanker og forestillinger kun at ville sælge en skole med bygningstopkvalitet til et privatskoleselskab . En skole som tillige besidder naboskab med veludstyret svømmehal og sportshaller er ikke at foragte.

Der vil ved et salg eller nedlæggelse af Ulkebøl-Skolen kunne spares mange millioner til istandsættelse, Humlehøj-Skolen kan optage de børn som har bopæl i Ulkebøl-området, børn som har bopæl i Vollerup-området kan sendes til Hørup Centralskole, børn med bopæl i Sundsmark-området kan tage til Sønderskov-Skolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men det bliver jo ret dramatisk med den politiske beslutningsproces, men det kan jo indtræffe, at viceborgmester Stefan Kleinschmidt får tilslutning til sit forslag med at driftssammenlægge Humlehøj-Skolen og Ahlmann-Skolen, men det forslag giver ingen nævneværdig besparelse, ej heller de fremtidige penge til renovering af Ulkebøl Skole.

Samtlige politikere ønskes en god debat om de nødvendige økonomiske tiltag for at kunne holde skindet på næsen og ikke mindst holde på borgernes respekt og agtelse.