Debat: Elever dumper – kommunen har en plan – men er det nok?

Skoleklasse. Arkivfoto: Sønderborg Kommune
Skoleklasse. Arkivfoto: Sønderborg Kommune
21. maj 2024 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Anders Stubkjær, Radikale Venstre, skriver:

Arbejdernes Erhvervsråd konkluderer i en undersøgelse, at knap 20 procent af Sønderborg Kommunes folkeskoleelever dumper i centrale fag til eksamen i 9. klasse. Kommunens forklaring er i store træk, at det er coronaens hærgen, der bærer skylden for det triste resultat.

Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling, vil komme problemet til livs ved at sende vejledere fra Vidensby ud til kommunens skoler. Han regner så med, at problemet relativt hurtigt vil gå i sig selv. Sønderborg kommunes skolechef udtaler, at kommunen er ved at iværksætte en 10-års plan for folkeskolen – også omtalt som Skolernes Årti – der vil ’styrke kvaliteten’ af folkeskolen og dermed, må det forstås, løse problemet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det vil nok kræve et ganske lyst sind, hvis man skal føle sig helt overbevist om, at det kommunale ’prøve-problem’ vil forsvinde så let, som udvalgsformand og forvaltning antyder. Det er formodentligt fint at kommunen har en langsigtet plan for folkeskolen. Problemet er bare, at det for udenforstående er svært at danne sig et præcist overblik over, hvad det konkrete indhold af denne plan er, og hvor langt man er i den.

En bekymring kunne være, at begrænset kendskab til planen kunne gøre det lidt for nemt for forvaltning og byråd at afparere kritik af uddannelsessektoren med det argument, at der jo er en 10-års plan. Man kunne derfor ønske sig, at det generelle informationsniveau omkring planen var mere tydeligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lige nu er det umiddelbart kun forklaringer i kringlet sprog tilgængeligt i diverse udvalgsreferater og enkelte pressemeddelelser. Det er der principielt intet galt i, men det begrænser borgeres mulighed for at udfordre kommunen på et kvalificeret grundlag.

Hvis det ikke allerede er sket, så kunne man ønske sig, at der i planen bliver identificeret helt konkrete og målbare indsatser, så både forvaltning og det politiske niveau får en styringsmekanisme der kan støtte processen.

For det andet har kommunen for nyligt været nødt til at vedtage besparelser på skoleområdet, der blandt andet resulterede i lukningen af Ahlmann-skolen. For udenforstående er det, ud fra de oplysninger som forvaltningen har stillet til rådighed, også her ikke let at danne sig et samlet overblik over hvad der reelt er blevet sparet på, og hvad der så ikke skulle spares på alligevel. Heller ikke her er der sket noget ukorrekt, men man kunne ønske sig en skarpere formidling af området fra forvaltningens side.

Artiklen fortsætter under annoncen

For det tredje er tilgangen til privat- og friskoler i kommunen relativt stor. Den besværlige diskussion, der ikke rigtigt bliver taget er, hvilken betydning det har for elever, der så rent faktisk befinder sig i folkeskolen – og ikke mindst den tilgang til skole, som flere kommer med. Det er nærliggende at tænke, her kunne være én yderligere faktor, der kunne forklare noget af ‘prøve-problemet’.

Folkeskolen er en vigtig del i mange borgeres hverdagsliv, men også en faktor i tilflytteres valg af kommune. Der vil altid være nogle, der dumper til eksamen. Det må alligevel være en prioritet at få det voldsomme tal noget ned. Vidensby-vejlederne er uden tvivl kompetente mennesker. Det virker dog som en lidt nem løsning bare at tørre ansvaret for at vende udviklingen af på Vidensby-vejledere og derudover beskylde corona, som hele landet som bekendt havde, for resten.

22. juni 2024 Kultur, Sønderborg

Her kan du se Skt. Hans-bål

22. juni 2024 Kultur

I morgen, søndag, er det Skt. Hans og det fejres en masse steder i kommunen – og her kan du se de steder, som har fortalt SønderborgNYT, at de vil tænde bål. Meteologerne har lovet tørvejr – og heldigvis er der ikke varslet forbud mod at tænde bål. Fluepapiret: Til Sankt Hans er der både […]

Læs mere...