Debat: Harmdirrende mor kalder børnehavebyggeri for blændværk

21. august 2020 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Lærke Johnsen, Augustenborg, skriver:

For nylig skrev Rikke Lock Harvig, formand for Børn & Unge-udvalget, et debatindlæg, som skulle berolige – måske bedøve – potentielt bekymrede småbørnsforældre i Augustenborg og Hørup. Planerne om at nedlægge adskillige eksisterende, mindre institutioner i byerne og bygge to store institutioner til 120 børn i alderen 0 – 6 år, skulle være en omvæltning, bevares, men – ifølge formanden – til det bedre.

Hun har jo selv været det igennem med sine egne børn i Nordborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her må jeg bare fremhæve, at i de tre institutioner, der er i Nordborg er der pladser til henholdsvis 60, 66 og 78 børn. Det tåler jo ingen sammenligning med de 120+ børn, man bygger institutioner til i Augustenborg og Hørup.

Det strider faktisk direkte med hovedkonklusionen i rapporten fra Institut for Uddannelse og Pædagogik fra Aarhus Universitet, “Pædagogisk kvalitet i store og små daginstitutioner”, altså at det ikke anbefales at oprette store daginstitutioner med op til 100 børn eller flere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rikke Lock Harvig beskriver, at det bestemt ikke er en spareøvelse, når kommunen bruger henholdsvis 22 og 41 millioner på at bygge de nye institutioner i Hørup og Augustenborg.

Citat: “Det er en investering der skal skabe optimale faciliteter for vores børn, og sørge for bedre normering i hele åbningstiden”.

Så hvis bare rummene tillader det, så kommer færre voksne til flere børn til at føles af flere?! Det må du simpelthen uddybe.

I sidste ende er det jo driftsmidlerne, ikke Statens og KLs Corona bygge-boosts-lånefinanciering, der skal sikre trivsel for vores børn og disses pædagoger. Tror du, at vi er lallende idioter, Rikke?

Artiklen fortsætter under annoncen

Det lyder så fint, det du skriver. Men det er blændværk og det ændrer ikke det faktum, at vi er blevet snigløbet med planerne om stordrift på Augustenborg og Hørups mindste borgere.