Byrådsmedlem Peter Hansen, Venstre, skriver:
På byrådsmøde forleden blev der rejst en debat om støtte med kommunale skattekroner til erhvervsfremme i udlandet. Spørgsmålet blev rejst med baggrund i et aktuelt ønske om at støtte med 50.000 kr. til koordinering af aktiviteter i Kina.
Når vi i Venstre rejste spørgsmålet, er det et ønske om at diskutere det ud fra en principiel synsvinkel.
Hvor går grænsen for kommunal erhvervsstøtte, og hvordan prioriterer vi?
Vi er ikke i tvivl om, at en borgmester eller viceborgmester kaster lys over besøg, der involverer offentlige myndigheder. I nogle lande er det en kæmpe fordel.
Vi er i Sønderborg begunstiget med mange dygtige virksomheder, der arbejder globalt.
Det bør være klart for såvel vore virksomheder som byrådets medlemmer, hvem og i hvilket omfang, vore virksomheder kan forvente politisk deltagelse ved besøg og, hvordan omkostningsfordelingen er.
Skal økonomien styres via kommunens Vækstråd eller skal vi have en kommunal pulje?
Dette var nogle af de spørgsmål vi gerne ville rejse i en principdebat.
I vores forespørgsel ligger ingen kritik af allerede gennemførte aktiviteter, men alene en efterlysning af generelle retningslinjer.
Byrådet tilkendegav positivt at ville se på det.