Debat: Hvorfor stempler kommunen en gruppe borgere som bedragere?

Jobcenter er indgangen til nogle af de sociale ydelser. Foto: Ole Kæhler
Jobcenter er indgangen til nogle af de sociale ydelser. Foto: Ole Kæhler
5. februar 2024 Debat Skrevet af: Redaktion

Byrådsmedlem Asger Romme Andersen. Enhedslisten Sønderborg, skriver:

Bliver vi bedraget af folk, der modtager sociale ydelser? Det har Sønderborg Kommune en afdeling til at tjekke, og afdelingens årsrapport er denne uge på Arbejdsmarkedsudvalgets dagsorden. Årsrapporten beskriver sager for samlet 15 millioner kroner, men rejser spørgsmål, som Arbejdsmarkedsudvalget bør tage fat på:

Eksempelvis hvorfor man stempler modtagere af sociale ydelser som bedragere? Bedragerienheden fortæller selv, at de fleste sager handler om borgere, der i en kompleks lovgivning bare har svært ved at finde ud, hvad de kan eller bør eller må søge om. Der er ikke tale om bedrageri, når folk bare begår en fejl.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det ville ramme de kommunale myndigheder hårdt, hvis de også skulle have et bedrageri-stempel på sig, når de fik at vide af Ankestyrelsen, at de havde begået en fejl i den komplicerede lovgivning på socialområdet.

Og hvor er dem, der modtager mindre ydelser, end de er berettiget til? Gruppen af mennesker, der i en kompleks lovgivning modtager mindre end de er berettiget til må da fortjene mindst lige så meget opmærksomhed og hjælp fra bedragerienheden, som dem der har søgt om for meget?

Artiklen fortsætter under annoncen

Og så til 676 millioner kroner-spørgsmålet: Hvorfor er det lige en gruppe af samfundets mest sårbare, der modtager sociale ydelser, som man kaster sig så nidkært over?

Til sammenligning anslår Rockwool Fonden, at der i Danmark laves sort arbejde for 52 milliarder kroner hvert år. Ud fra vores kommunes størrelse, så kan man sjusse sig til, at der i Sønderborg Kommune begås sort arbejde for ca. 676 millioner kroner om året.

Bedragerienheden lægger selv op til at gennemføre kontroller inden for andre emner end dem, der har holdt dem beskæftiget hidtil. Arbejdsmarkedsudvalget bør overveje at flytte fokus fra mennesker, der modtager sociale ydelser til folk og virksomheder, der køber eller begår sort arbejde, som er dér, hvor vores samfund for alvor bliver bedraget.