Debat: Leif Maibom kalder det ‘Skidt timing’ at sætte Sønderborg Teater til salg nu

24. august 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Tekstforfatter og tidligere revydirektør Leif Maibom skriver:

En god revy er udover skuespillere, tekster og musik dybt afhængig af en ting: Timing.

Den der ubeskrivelige, men så absolut nødvendige fornemmelse for, hvornår den næste replik skal fyres af. Den replik, der med den rigtige timing, får en hel sal til at bryde ud i en befriende, forløsende latter.

Desværre er det ikke alle, der er født med timing i kroppen, og borgmester Erik Lauritzen og Sønderborg Kommune har netop udvist en så skidt timing, der bestemt ikke fremkalder klapsalver, men snarere udvandring fra Teatersalen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da Corona lagde landet – og dermed også underholdningsbranchen – ned, var kommunen ret hurtigt på banen, og lovede Sønderborg Sommer Revy Show at bakke revyen op de næste par svære år.

Flot timing. Tak for det.

Nu er pandemien slut.

Eller vi gider i hvert fald ikke snakke om den mere. Nu skal vi videre.

Det er jeg ret enig i, men vi kan også konstatere, at selvom pandemien ikke længere kaldes en pandemi, så lider hele underholdningsbranchen af senfølger af den.

Jeg er sikker på, at alle, der har set en revy et sted i landet i år, har bemærket, at der ikke har været fyldt. Det er svært at løbe det hele i gang igen. Det kommer til at tage flere år, før vi igen er oppe på niveauet før 2020.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor er det mere end skidt timing for revyen, teaterforeningen og andre brugere af Sønderborg Teater,  at Sønderborg Kommune nu står frem og meddeler, at de vil sælge teatret.

Det giver uro, bekymring og spekulationer for alle brugere, og det er bestemt ikke det, man har brug for i den nuværende vanskelige tid for alle arrangører.

Hvis timingen i et revynummer ikke fungerer, bliver nummeret droppet.

Så kære borgemster – og I andre 30 folkevalgte – skal vi ikke sige, at I havde en dag, hvor jeres timing ikke lige sad i skabet, og så smide forslaget ind i selvsamme skab – for derefter at smide nøglen væk.

Artiklen fortsætter under annoncen