Debat: Lukningen af Lydavisen går ud over de mest svage

6. december 2022 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Karin Dalger, formand for Lydavisen, Augustenborg/ Nordborg skriver til politikerne:

Jeg var til det seneste byrådsmøde, da I skulle behandle budgetreduktionerne, som var blevet jer pålagt. Som formand for lydavisgruppen Lytnyt Nordborg / Augustenborg var jeg selvfølgelig interesseret i det , der handler om Lydavisen. To dage før byrådsmødet får jeg ad omveje at vide, at I vil lukke Lydavisen.

Jeg fik et chok, da jeg ikke i min vildeste fantasi kunne tænke mig, at I ville gøre noget sådant ved en af de svageste grupper i vores kommune. Men selvfølgelig, man har været ude med riven før og nu lykkedes det så.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et spørgsmål: Hvor mange af jer ved, hvad Lydavisen er?

Det er vist kun et par stykker, der ved det. Lad mig oplyse jer.

Lydavisgruppen, Lytnyt, startede i 2005 et frivilligt arbejde med at få bragt ugens nyheder ud til blinde og svagtseende i Nordborg og Augustenborg kommuner. Ved sammenlægningen i 2007 indgik man en samarbejdsaftale med biblioteket i Sønderborg om en fælles Lydavis. Aftalen blev, at Nordborg fortsatte med at dække deres områder og biblioteket tog Sydals, Sønderborg, Gråsten og Broager.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der samles lokale nyheder fra hele ugen og samtidig oplyses om kirketider, lokale arrangementer, mærkedage, dødsfald og politistof. Der medtages ikke stof fra landsdækkende medier. Der indlæses begge steder til PC. Biblioteket sender en mail med deres bidrag og det hele bliver samlet på vores PC. Sættes på en CD, der mangfoldiggøres hos os i Nordborg. CD’en mærkes med dato, lægges i en kuvert og bringes ud af Blæksprutterne. Vi har for tiden 98 abonnenter.

Vores målgruppe er blinde og svagtseende.  Mange er højt oppe i årene, nogle bor på plejecenter og nogle i eget hjem. Fælles er, at de eneste lokale nyheder, de får, er Lydavisen. Vi oplever stor tilfredshed og glæde over at få Lydavisen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ledelsen på biblioteket har besluttet, at man bare kan lukke lydavisen. Begrundelsen er bl.a., at teknologien er forældet. Ja selvfølgelig er den det, men det er den, vores abonnenter har haft i mange år og er trygge ved – og den virker. Man forestiller sig, at brugerne bare kan komme ind på biblioteket og få undervisning i brug af PC. Jeg synes, det vidner om manglende viden om, forståelse og interesse for vores målgruppe. Tilbuddet grænser for mig til en fornærmelse af vores brugere. Hvor mange 90-årige tror man da, at man kan få lært at bruge en digital løsning. Mange af dem har sikkert i forvejen frasagt sig e-boks osv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Biblioteket kører i forvejen ordning med at køre lånte bøger ud til handicappede i eget hjem. Blindhed er måske ikke et handicap i ledelsens øjne.

Jeg vil gerne finde et andet sted at spare. Eksempelvis laver man en stor arrangementskalender, der må koste en del. Men det er der selvfølgelig prestige i, hvilket man ikke kan sige om blinde og svagtseende.

Kære politikere. Jeg håber, I kommer på andre tanker. I skal være så hjertelig velkomne til at besøge os og se, hvad vi laver i Nordborg.