Debat: Naturstyrelsens ageren i Augustenborg er helt en i skoven

8. oktober 2023 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Thomas Myllerup, Augustenborg, skriver:

Nu svinger Naturstyrelsen igen motorsaven over Augustenborg skov for at gøre den til urørt skov. Sidste år var det nåletræerne, som måtte lade livet. I disse dage går det så ud over de sunde løvtræer langs alleerne, der skades med motorsav og økse for at gøre dem gamle før tid.

Augustenborg skov er ikke ‘bare’ natur, det er en lystskov fra hertugtiden og dermed en del af vores grønne kulturarv, som myndighederne bør bevare for eftertiden. De indplantede nåletræer var ikke en tilfældighed, men en del af den oplevelse af varieret og ‘eksotisk’ skov, som hertugerne ønskede at skabe i deres lystskov. Nu er den væk!

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er fint med mere natur, men det bør ikke ske på bekostning af vores kulturarv. Urørt skov kan man lave så mange andre steder.

Naturstyrelsen burde i stedet bruge kræfterne på at bevare de tre lindealleer i skoven, som visse steder er meget hullede. Når et af disse alletræer vælter, bliver det bare smidt ind til siden. Man kan få det indtryk, at Naturstyrelsen ønsker de smukke historiske alleer hen hvor peberet gror.

Hvert år skyller regnen store huller i stierne. Huller så dybe, at de ikke kan passeres på cykel. Hullerne lappes så med grus for blot at opstå igen året efter. Et simpelt drænrør kunne løse problemet. Det burde Naturstyrelsen bruge vores skattekroner på i stedet for at ødelægge vores grønne kulturarv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune har vedtaget en masterplan, som skal være med til at bevare og udvikle Hertugbyens kulturarv. Hvordan hænger det sammen med Naturstyrelsens gøren og laden i Augustenborg skov?