John Brandt. formand for SF i Sønderborg, skriver:
Sønderborg er en dejlig kommune med mange dygtige og engagerede borgere. Byrådet og dets arbejde er dog ofte langt væk for den enkelte borger. Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden tænker i at inddrage borgerne i beslutningerne og giver dem medbestemmelse. En større inddragelse, medbestemmelse og medansvar for politiske prioriteringer øger tilliden og troen på det lokale demokrati og politikerne.
Jeg vil derfor opfordre byrådet til, at igangsætte arbejdet for at få mere borgerinddragelse i kommunen. Så borgerne i fremtiden bliver inddraget endnu mere i udviklingen af vores lokale samfund. Større borgerinddragelse kunne indeholde:
Spørgetime i Byrådssalen: Som borger i Sønderborg Kommune bør man have adgang til, at stille spørgsmål direkte til de folkevalgte i Byrådet, hvis blot spørgsmålet har almen interesse.
Borgerforslag: Ønsker vi en kommune, hvor aktive borgere driver udviklingen i samarbejde med kommunen?
Hvis ja, kræver det blandt andet, at borgerne engagerer sig i nærdemokratiet, og det får de mulighed for, hvis de kan få deres forslag på dagsordenen i byrådssalen. Borgere, foreninger og virksomheder har i dag mulighed for, at kontakte et byrådsmedlem direkte, hvis der er noget, de ønsker at drøfte, men de er afhængige af, at byrådsmedlemmet har samme interesse for emnet som de selv har. Ellers kommer det måske ikke på dagsorden eller måske bliver det fremlagt forkert. Med borgerforslag er man ikke længere afhængig af et byrådsmedlem. Det er en klar styrkelse af vores nærdemokrati, hvilket jeg tror at mange vil bifalde.
Borgerbudgetter: Vi har allerede borgerbudgetter i en vis form igennem de 36 landsbylaug, vi har i kommunen. De fungerer godt og det er fantastisk, at demokratiet lever i landsbyerne.
Jeg foreslår dog, at man udvider den model, så den enkelte borger får mulighed for at give sin stemme til kende, også uden for landsbylaugene. Ideen med borgerbudget er at dele af kommunens budget lægges ud til drøftelse og vedtagelse hos byens borgere.
Vi bør overveje, om man kunne lave en kombination af de to forskellige modeller eller lave en helt tredje model.
Køln-modellen: Borgere stemmer om borgerforslag, som herefter indgår i forvaltningsarbejde og den politiske prioritering og budgettering.
Porto Alegre-modellen: Lokalt forankrede borgermøder og afstemning – det er den model landsbylaugene læner sig op ad.
Nærdemokrati bør ses som en samfundsskabende aktivitet. Det handler om, at borgerne får mulighed for at bruge deres kræfter til at deltage i idéudviklingen, og får svar på spørgsmål om deres lokalsamfund.



















