Debat: Skal vi ændre Lægevagten til Sundhedsvagten?

14. november 2022 REGIONALT

Gruppeformand i Regionsrådet, Annette Blynel, SF, skriver:

Mon ikke det er på tide, at regionsrådet starter på en politisk drøftelse af et alternativ til den lægevagt, vi kender i dag? Eller rettere – den lægevagt vi troede, vi havde en aftale om!  Det er med rette, når både borgere og medier stiller spørgsmålstegn ved regionsrådets ageren.

Hvor længe vil politikerne acceptere, at vagtlægerne egenhændigt beslutter den service, regionens borgere skal have?

SF i Region Syddanmark er af den opfattelse, at der er givet meget lang snor i ivrigheden efter at få en forhandlingsaftale med vagtlægerne. Det har man forsøgt i to år, og nu er det tilsyneladende helt brudt sammen. Men, hvad skal der så ske?

Giver vi ikke indirekte vagtlægerne lov til at lukke 10-12 konsultationssteder og længere telefonventetider, når vi ikke reagerer med andet end ’fy, fy skamme’?

Det er simpelthen ikke rettidig omhu over for de mange, mange borgere, som i dag – og de seneste to år, har meget lang transporttid til en vagtlæge. Prisen er høj – både til lægernes honorar og for den mistede service og nærhed til borgerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

SF har allerede i sommeren 2020 foreslået, at Regionsrådet arbejdede med en plan B og så på alternative muligheder. Det vil flertallet ikke?

Hvorfor?

Der er mange andre sundhedspersonaler, der med fuld kvalitet kan løfte opgaven. Det foregår allerede i dag på skadesklinikkerne og akutafdelingerne, hvor veluddannede skadessygeplejersker visiterer. Det er trods alt i omegnen af 80 procent af alle henvendelser, som er såkaldte ’almindelige’ sygdomme, som sagtens kan, og ofte bliver, håndteret af andre faggrupper end læger. Lægerne mener, de er overbelastede – ok, så lad os aflaste jer med andre faggrupper.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men det vil de tilsyneladende heller ikke acceptere.

Måske skal vi til at kalde det en Sundhedsvagt, hvor alle med sundhedsmæssige udfordringer hurtigt og smidigt kan få den nødvendige sundhedsmæssige bistand.

SF har derfor igen foreslået Regionsrådet, at der nu arbejdes med en plan B.

Vi får se, om der kommer opbakning fra de andre partier, eller om man hellere vil bakke op om lægerne end om borgerne.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk
1. december 2022 Kultur, Augustenborg

Børn og barnlige sjæle er velkomne til julefest i Kultursalen

1. december 2022 Kultur

Augustenborghallerne inviterer børn og barnlige sjæle til juletræsfest nu på lørdag fra kl. 14.00 til 16.00 i Kultursalen i Augustenborghallerne. Sidste weekend var der juletræstænding i Slotsparken, men på lørdag er det Augustenborghallernes tur til at fejre julens komme. Det skriver halbestyrelsen i en pressemeddelelse. Juletræsfesten vil vanen tro være med masser af musik, sanglege […]

Læs mere...