Debat: Stigende prisen betyder kommunen skal finde besparelser

10. maj 2022 Sønderborg Skrevet af: Redaktion

Borgmester Erik Lauritzen skriver:

Jeg tror vi alle kan mærke det. Når vi tanker bilen, eller fylder indkøbsvognen og når frem til kassen i supermarkedet. Eller når du – som jeg – hver måned tjekker dine betalinger på Betalingsservice. Alting stiger og det presser familiens økonomi. For nogle er det uoverskueligt – for andre af os bare træls – at de penge man havde sparet op til det sjove nu går til at dække prisstigningerne og udskyde nyanskaffelser.

Måske har du oplevet at de reparationer eller investeringer du har bestilt hos håndværkerne ender med at overstige de beløb du havde budgetlagt eller sparet op. Eller de tilbud du havde fået på et projekt annulleres og et nyt tilbud er langt, langt dyrere, hvis du da kan finde håndværkere der har tid.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle materialer er steget markant og mulighederne for at låne penge er blevet dårligere.

Det er helt den samme situation Sønderborg Kommune står i.

Både de igangværende og de planlagte nybygninger og de mange renoveringsprojekter som byrådet har besluttet og enten sparet op til eller søgt lån til overstiger de budgetterede udgifter. Ja også den asfalt vi har bestilt til i år er steget markant i pris. Det er klart at det også rammer alle kommende projekter byrådet har planer om, uanset om det er byggeri eller renovering af skoler, børnehaver, plejecentre eller nye cykelstier Og det uanset om det i Nordborg, Sønderborg eller Rinkenæs.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ingen kunne forudse, at vi først skulle gennem en coronapandemi, og derefter en krig i Europa med Ruslands invasion af Ukraine, og det er desværre den situation, som vi står i nu. Og som hverken staten, kommunerne, økonomer, håndværksmestre eller andre havde set komme.

Coronaen har kostet kommunen penge, nye flygtninge som vi vil og skal tage imod koster. Og dertil kommer at vi er ramt af kraftigt stigende udgifter til det sociale område og børneområdet. De sidste to har intet med krig eller corona at gøre men det er en tendens der ses i hele landet. De penge kommunerne får fra staten til velfærd slår slet ikke til i forhold til det vi som samfund gerne vil yde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er en alvorlig situation for Sønderborg Kommune, for det betyder, at det budget som byrådets partier lagde for et år siden, ikke længere matcher virkeligheden i dag. Samtidig ser vi ind i at kommunen får dårligere vilkår for at optage lån. Og så hjælper det os jo ikke, at Sønderborg Kommune årligt går glip af 40 millioner kroner pga. at regeringen i 2019 fastlåste kommunernes betaling til sygehusene. Så uanset hvor mange eller hvor få borgere der får behandling, så betaler vi 40 millioner kroner mere end vi reelt får ydelser for. Det giver jo i sig selv et problem, når vi skal betale overpris hvert år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men når budgettet ikke længere holder, så er vi nødt til at rette det til. Sådan er det også i ens egen husholdning, at man må spare lidt på noget for at få råd til andet, og det nye drømmekøkken må nok vente et par år. Det er den samme øvelse, vi skal til at lave i Sønderborg Kommune nu med vore planlagte og ønskede anlægsprojekter. Fordi alt er blevet dyrere, må vi ændre lidt på det, vi besluttede sidste år. Vi må rykke rundt med noget og udskyde nogle projekter, så vi sikrer, at der også fremadrettet er styr på økonomien. Det er afgørende for mig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det nemmeste er at lappe på budgetoverskridelserne ved at tage penge op af kassen. På den måde ville vi slippe for at prioritere og for at træffe de svære beslutninger. Problemet med den løsning er bare, at selv om Sønderborg Kommunes kassebeholdning nu er fornuftig, så ville det kun holde i en periode, og så ville kasse være tom.

Her i maj måned mødes jeg med Økonomiudvalget for at finde ud af, hvordan vi bedst gør det. Jeg ser frem til deres input og ideer til den proces. Mit eget udgangspunkt vil være, at vi prioriterer de projekter, der sikrer den nære velfærd: Det vil sige daginstitutioner, skoler, ældrepleje og lignende. Altså sikre de ydelser, der er tæt på borgerne. Samtidig skal vi sørge for at investere i infrastruktur, så vi kan opretholde gode udvikling og vækst, der er i hele Sønderborg Kommune. Det vil have den konsekvens, at vi så må flytte nogle af de projekter, der kan vente. Den lavere låneramme vil også betyde, at vi er nødt til at sige farvel til allerede planlagte projekter.

Jeg ved ikke, hvad de andre partier vil sige, men det er vigtigt for mig, at Byrådet i fællesskab finder en løsning.  Men vi skal blive ved med at passe på pengene i Sønderborg Byråd og bruge dem klogt, og så skal vi nok få det meste gennemført hen ad vejen.

 

28. marts 2024 Samfund, Sønderborg

Rigtigt mange blev en del af Stop Madspild

28. marts 2024 Samfund

Torsdag stod adskillige mennesker i kø for at hente overskuds-madvarer i Frivillighedens Hus, hvor en gruppe på 18 frivillige stod klar til at dele ud og på den måde var både frivillige og modtagere en del af Stop Madspild, som også bakkes op af en række lokale dagligvarebutikker. “Vi har fået en masse madvarer, som […]

Læs mere...