SønderborgNYT har modtaget følgende læserindlæg fra Tommy Jensen, Vollerup:
Sundhedsudvalget nedskriver udgiften til sygehusbesøg med 13,7 mio. kr. i 2016. Det glade budskab kan man læse i Byrådets Nyhedsbrev og man kan læse om det samme i Økonomiudvalgets dagsorden til mødet onsdag under pkt. 3, som omhandler 2. bilagsrevision.
Hér kan man også under pkt. 20 læse bl. a. om kommunens eksorbitante overskridelse af servicevækstrammen på ca. 83 mio.kr.
Det lyder jo dejligt, når man mener at kunne spare 13,7 mio. kr. i betaling til Region Syddanmark.
Der er jo som bekendt god brug for det. Når man hævder der er tale om en besparelse, må det være på sin plads at stille spørgsmålet: Besparelse i forhold til hvad?
Usikker budgettering siden 2013
Sønderborg Kommune har siden 2013 fejlbudgetteret > (± 1 pct.), overbudgetteret udgiften til regionen med fra 4,185 mio. kr. i 2013 til 33,781 mio. kr. i 2015.
Det oprindelige budget for 2016 var på 333,161 mio. kr. og er nu justeret ned til forventet 319,461 mio. kr.
Problemet er bare, der ikke er tale og nogen reel besparelse. Hvis man pris- og lønregulerer 2015 regnskabets 308,254 mio. kr. til 2016 niveau bliver udgiften i 2016 kr. til 312,261 mio. kr. og justerer man den forventede 2016 udgift til 319,461 mio. kr., så er der tale om en stigning i forbruget hos regionen på 7,2 mio. kr. ift. sidste år, svarende til 2,33 pct.
Ser vi helt væk fra udgifterne til regionen, er de kommunale sundhedsudgifter siden 2008 steget med 22,65 pct. eller 14,218 mio. kr. frem til indeværende år.
Dette vel at mærke efter 2008 udgifterne er PL-reguleret, og kommunen kan notere sig en tilbagegang i folketallet på 2.176 – svarende til en tilbagegang på 2,83 pct.
Har borgerne mon fået noget for de mange ekstra skattekroner?
Det er umuligt at give et entydigt svar på dette, da kommunens opgaver må betegnes som at være overvejende forebyggende.
Ingen tvivl om borgerne bliver sundere!
Men kan kommunens borgere følge trop, når man ser på kommunernes performance målt på ændringen i middellevetiden, siden kommunerne ved kommunalreformen fik et større ansvar og flere penge til betaling af regionerne.
Middellevetiden for en sønderborgenser var i 2008 79,3 år mens middellevetiden i 2015 var 80,4 år; altså en forbedring på 1,1 år over en 8 års periode.
I 2008 lå Sønderborg 1,2 leveår over landsgennemsnittet; men var i 2015 kun 0,3 leveår over landsgennemsnittet.
Landsgennemsnittet steg på de otte år med hele to år, mens Sønderborg halter bagefter med 1,1 år. Sønderborg lå i 2008 12. højest i middellevetid, men nr. 37 i 2015.
Når man kigger på evnen til at forbedre middellevetiden er Sønderborg faldet fra en 11. plads. til en 90. plads af de 94 kommuner, der indgår i statistikken.
Talkilder: Social- og Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik.
Deltag i debatten på SønderborgNYTS Facebookside.